Hingstestatistikker varierer meget fra år til år, afhængig af hvilke stjerner, der sætter sit præg på den aktuelle sæson, men over et livsvarigt forløb gives et sikkert billede af en avlshingsts kvaliteter. GalopSport bringer her en aktuel statistik over de 15 mest indtjenende hingste i Europa – nogensinde.

Det kan også betegnes som en slags Hall Of Fame for moderne fuldblodsavl. Hingste som alle i galopssporten bør kende, og er man ny i sporten, er det er en hjælp til at lære de bedste hingste at kende.
Jeg starter præsentationen med de ældste: Sadler’s Well og Danehill, som er født i 1980’erne, og for længst er døde. De har heller ikke flere afkom på banerne, så deres resultater er en slags facitliste.
Sadler’s Wells var 14 gange Champion i England/Irland, og far til bl.a. Galileo. Han er også far til Montjeu, der døde tidligt som 16-årig.
Montjeu har jeg medtaget i statistikken som nummer 18, for han ville med blot en enkelt årgang mere helt sikkert have nået med i Top 15. En absolut stjernehingst.

Danehill er far til et utal af giganter. Dansili og Kodiac er selv med i Top 15, og Danehill Dancer, Rock Of Gibraltar, Holy Roman Emperor er indenfor Top 25. Herhjemme var hans søn Academy Award champion fire gange, og far til flere derbyvindere.
Danehills gennemsnitsindtjening er skyhøj, når man tænker på hans afkom primært har løbet i 90’erne og 00’erne. Der var præmiesummerne under det halve af i dag, så man kan argumentere for, at han var den bedste avlshingst nogensinde.

Fra 90’erne har Cape Cross og Dansili kun ganske få startende tilbage, der samtidig er højt oppe i årene, så deres resultater vil ikke rykke sig.
Galileo, som er klar nummer 1, har stadig 3-årige til start, mens det er ved at være slut med Pivotals afkom, som er højt oppe i årene.
Invincible Spirit stoppede sin avlstjeneste sidste år, men vil fortsat tjene godt med penge de kommende sæsoner.

Resten af listens navne er fortsat aktive, og hér vil jeg fremhæve Frankel, Dubawi og Sea The Stars. Det er med god grund også de tre dyreste hingste i Europa i sæsonen 2025.
Især Dubawis sønner viser høj kvalitet, mens Frankel og Sea The Stars, som er noget yngre, stadig kan nå at få stjernehingste. De bedste hidtil har for Frankel været Cracksman, og for Sea The Stars har det været Sea The Moon.

Der er ingen fra 10’erne, der er nået med i Top 15, men Kingman (Invincible Spirit) som nummer 25 kan blive den første. Den næste i Top 15 bliver Lope De Vega (Shamardal), der med al sansylighed snart overhaler Kodiac.
Statistikken er kun beregnet ud for indtjening på europæiske baner. Især Dubawi ville mere end tredoble sin indtjening på verdensplan, mens fx Galileo ville lidt mere end fordoble sin indtjening.
