Der er i skrivende stund ca. ni uger til Svenskt Derby 2025. Et opgør med 2.250.000 svenske kronor i samlet præmiesum og ét af de vigtigste opgør overhovedet i den skandinaviske løbskalender. Højst iøjnefaldende er det, at ni af de 11 højest handicappede heste på anmeldelseslisten er danskejede.

Et faktum, der understreger den store danske investeringslyst.
Øverst, med 87 i handicap, finder vi Glæsner Racings UAE Oaks (Gr.3)-vinder Queen Azteca (Sharp Azteca).
Hun står et kilo højere end Jumeirah 2000 Guineas (L)-3’eren War Socks (Kameko) og to højere end sidste års vinder af Vinterfavoriternas Pris, War Bear (Kodi Bear).
War Socks og War Bear ejes af danske The JC Organization, og alle tre trænes af danske Niels Petersen på Øvrevoll.

Og Petersen står også bag nummer fire på listen – Karin Sallings ubesejrede norske Kriteriumsvinder Wassim (Zarak), der er opdrættet på Stutteri Hjortebo og som på nuværende tidspunkt er den højest handicappede skandinaviskopdrættede Derbykandidat på 82.

På 81 står Stald Seasides ligeledes ubesejrede Skåneland-vinder Epsilon Pegasi (Churchill), der trænes på Jägersro af Francisco Castro, og Roy Arne Kvislas overlegne Bro Park-sæsondebutant Grandpa’s Prince (Oasis Dream). Sidstnævnte er den eneste svenskejede hest i Top 11.
Ikke mindre end fem heste udgør resten af Top 11 med hver 80 i handicap.

Jan-Erik Neuroth står for den eneste norskejede i form af Heatherwold Cup-vinderen Katsumoto (Le Havre), og derudover er der tale om Lea Olsens duo danskopdrættede duo Zarina (Appel Au Maitre) og Wiggle Wine (Go Go Gadget), som henholdsvis ejes af Karin Salling og Thorskovgaard Racing, Helene Lillelunds svenske Kriteriumsvinder Sir Diamond (Appel Au Maitre), der trænes af Nathalie Johnsson, samt Elkær Stutteris Grey Tycoon (Dark Angel), der trænes af Niels Petersen.
Niels Petersen har altså fem af de 11 heste på 80 og derover, Lea Olsen har to.

