Stall Perlens Nightime Dancer i Lingfield Derby Trial på lørdag

Stall Perlen har måske en kandidat til Epsom Derby (Gr.1) den 7. juni. “Efter på lørdag ved vi lidt mere om hvor han står i forhold til eventuelle større opgaver”, lyder det ydmygt fra norske Magne Jordanger forud for lørdagens test i Lingfield Derby Trial Stakes (L).


Ghaiyyath er far til Nightime Dancer. Foto: Darley.com.

Nightime Dancer trænes af Richard Hannon i Newmarket og vandt sin sæsondebut den 6. april over 2400 meter på Southwell, hvor Ghaiyyath-sønnen i et sent, men uimodståeligt angreb fløj forbi Marco Bottis favorit Renato (Sea The Stars) og Charlie Appleby-trænede Tremorgio (Dubawi).

Sejren lød på små to længder, og Nightime Dancer blev belønnet med en OR på 89 for præstationen under Sean Levey, som også er i bøjlerne på den brune hingst i Lingfield Derby Trial Stakes (L).

Løbet rides over 2300 meter græs, og i skrivende stund er der kun sat jockey på tre af de 14 potentielle kandidater. Silvestre de Sousa rider Rahiebb (Frankel) for Roger Varian og Hector Crouch sidder op på Prince Of The Seas (Sea The Stars) for Ralph Beckett.

Aidan O’Brien har forhåndsanmeldt fire kandidater, men et par af dem er ligeledes meldt i torsdagens Dee Stakes (L) og næste torsdags Dante Stakes (Gr.2).

Stall Perlen købte allerede Nightime Dancer som føl under Tattersalls December Sale i 2022, hvor Peter og Rosse Doyle sikrede sig hammerslaget for 110,000 guineas.

Hingsten er ud af Sea The Stars-hoppen Stella d’Italia, som selv er halvsøster til Listed- og Grade 2-placerede Richmond Avenue (Invincible Spirit) og ud af en Gruppe-3-placeret halvsøster til mægtige Dubai Millennium (Seeking The Gold).

Bente og Magne Jordanger sammen med Wido Neuroth. Foto: Goffs.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top