fbpx

Mondo Man blev fjerde på Royal Ascot

Nils Petter Gills og Pia Brandts delejede Mondo Man gav fredag aften sine skandinaviske forbindelser endnu en stor oplevelse, da han i hænderne på William Buick skar målstregen som fjerde i King Edward VII Stakes (Gr.2) på verdens største scene – Royal Ascot.



Mondialiste-sønnen, som kom fra en femteplads i Prix du Jockey Club (Gr.1) i Chantilly, var for første gang ude over 2400 meter, og oplægget blev nøjagtig det samme som i de tidligere starter.

Mondo Man var sidst ude af startboksen, og Buick trak ham derefter ind mod rækværket, hvor parret fik den korteste vej rundt. Mondo Man lå fortsat sidst da feltet ramte opløbet, og hér blev hesten trukket langt ud i banen til sit velkendte angreb.

Og så gik det ellers stærkt, og Mondo Man nåede at runde 10 af sine konkurrenter før målstregen, som han skar på en forrygende flot fjerdeplads til en værdi af £14,632,80.

Sejren gik i overlegen stil til Aga Khans Calandagan (Gleneagles), som under Stephane Pasquier ikke var langt foran Mondo Man undervejs i løbet, men som bare var klassen over alle andre da gik gjaldt.

Calandagan vandt med seks længder foran Space Legend (Sea The Stars) og Royal Supremacy (Make Believe), som med trekvart længde fik henvist Mondo Man til fjerdepladsen.

Forhåndsfavoritten i King Edward VII Stakes (Gr.2), Aidan O’Briens Diego Velazquez (Frankel), som sluttede lige foran Mondo Man i Prix du Jockey Club (Gr.1), var denne gang uden indflydelse og sluttede som tiende for Ryan Moore.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top