Pernilla Nilsson erhvervede for tre måneder siden den ustartede Galileo-datter Terrify på Goffs February Sale i Irland. Med et online-bud på €24,000 sikrede hun sig den 7-årige hoppe i fol ved tidernes hurtigste 2000 Guineas (Gr.1)-vinder, Kameko, og resultatet blev et smukt og langbenet hoppeføl.

Føllet kom til verden på Pernilla Nilssons stutteri i Krylbo.
Terrify kostede som åring 550,000 guineas på Tattersalls October Yearling Sale Book 1, men hun kom aldrig til start og blev allerede som 3-årig bedækket for første gang.
Indtil videre er hun mor til 3-årige Berkshire Kameo (Kameko), der var placeret tre gange som 2-årig i fjor – heriblandt som anden i Nursery Handicap Stakes på Ascot.

Desuden er hun mor til den 2-årige hoppe efter Startled Lady (Zoustar), der er i træning hos William Knight, og en hingståring efter Kameko (Kitten’s Joy).
Kamekos første årgang er tre år i 2025 og inkluderer bl.a. New Century, der i fjor vandt Summer Stakes (G1) på Woodbine i Canada, og Royal Lodge Stakes (Gr.2)-vinderen Wimbledon Hawkeye. Det er også blevet til en Listed-vinder i Frankrig i form af American Gal.

Og Kameko er ligeledes far til Niels Petersen-trænede War Socks, som nu er tilbage i Norge efter et flot vinterophold i Dubai, som blev afsluttet med en tredjeplads i Jumeirah 2000 Guineas (L) på Meydan.
War Socks var syv længder bag Godolphins Ruling Court (Justify), som i lørdags triumferede i Newmarkets 2000 Guineas (Gr.1).

Terrify er selv ud af Bosra Sham Fillies’ Stakes (L)-vinderen Terror (Kodiac), som bl.a. også var tredje i Sceptre Stakes (Gr.3) og fjerde i Cheveley Park Stakes (Gr.1).
Terror er også mor til den tredobbelte vinder Sir Antonino (Galileo) og den 3-årige Camelot-datter Torcalot, som endnu er ustartet.
Længere nede i moderlinjen findes den Mill Reef Stakes (Gr.2)-vindende avlshingst Indian Rocket, Sandown Mile-vinderen Sovereign Debt og Fred Darling Stakes (Gr.3)-vinderen Puff.
“Planen for Terrify er nu, at besøge Courage Under Fire (War Front, red.) på York Stutteri i Danmark”, fortæller Pernilla Nilsson til GalopSport.
