fbpx

Anden Listed-sejr på stribe til Aphelios

Annike Bye Hansens 5-årige Aphelios kan fortsat kalde sig ubesejret efter ankomsten til Skandinavien efter tirsdagens Challenge Stakes (L) på Bro Park. Kodiac-sønnen sejrede let med to længder foran sidste års vinder Hotline Bling og bogførte 135.000 svenske kronor til Väsby Häst AB.



Aphelios vandt også tidligere på måneden Bro Park Vårsprint (L) over 1200 meter på græsset i Stockholm, og de 200 meter længere distance betød ingenting for den brune vallak.

Elione Chaves placerede sin hest som fjerde fra start og lod Hotline Bling (Cotai Glory) diktere tempoet i front foran Twirling Ghost (Twirling Candy).

Aphelios vinder Challenge Stakes (L) for Elione Chaves. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Da feltet ramte opløbet trak Chaves sin hest nogle spor ud i banen, og siden så brasilianeren ud til at have fint styr på de indvendige konkurrenter. Sejren lød til slut på to lette længder foran de to ovennævnte.

På fjerdepladsen fulgte Diamond Soul (Profitable) før Soulofchess (Gutaifan), mens Sir Camelot (Appel Au Maitre) – som startede for første gang siden sidste års Breeders’ Cup i Klampenborg, leverede et ovenud godkendt comeback på seks længders afstand af vinderen.

Hans Sköld og Annike Bye Hansen med Challenge Stakes (L)-vinderen Aphelios. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.


Kapps Stora Pris, som blev redet lige efter Challenge Stakes (L), gik til Ulrika Holmquist i bøjlerne på Stefan Melanders Swinging Of Venice (Merchant Of Venice), som besejrede Jessica Longs St. Leger-vinder Ray’s Moon (Sea The Moon) og Søren Jensens Silver Wings (Appel Au Maitre).

Hér var førstepræmien 90.000 svenske kronor værd for Stall T Z.

Ulrika Holmquist rider Swinging Of Venice først over stregen i Kapps Stora Pris. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

En glad Ulrika Holmquist efter sejren med Swinging Of Venice – det var parrets 13. sejr sammen. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top