Francisco Castro indledte den svenske Oaks-dag med at sadle en smart 2-årsvinder i form af danskejede Epsilon Pegasi (Churchill), som let udklasserede sine konkurrenter og vandt med tre længder foran ligeledes danskejede Dane Force (Land Force) og Dibley (Moohaajim).
Epsilon Pegasi ejes af Jakobsen & Rasmussen I/S – makkerparret bag det tidligere Stald Seaside – og han blev redet til sejr af Elione Chaves.
Søndagens overlegne 2-årsvinder er opdrættet af Coolmore, og Francisco Castro fandt og handlede ham for 100,000 euro sammen med Michael Jakobsen og Peter B. Rasmussen på sidste års Goffs Orby Sale i Irland.
Epsilon Pegasi er ud af Gruppe-3-vinderen Race For The Stars (Fusaichi Pegasus) og halvbror til fem vindere – heriblandt Listed-vinderen og Gruppe-2-placerede Sir John Lavery (Galileo).
Race For The Stars er desuden halvsøster til Coolmores eminente, Eclipse Stakes (Gr.1)-vindende champion Hawk Wing (Woodman).