Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Half Dane, der kun var slået med kort hoved til andenpladsen i Rainbowstables.com Skandinavisk Opdrætningsløb senest, beviste torsdag eftermiddag, at hun ikke har nogen problemer med at løbe på dirt track, idet hun i sejlede hjem med fire længder i Derbydrömmen over 1200 meter på Jägersro.
I hænderne på Lennart Hammer blev Half Dane taget roligt fra start og lå lige bag de førende. Rundt opløbssvinget cantrede Academy Award-datteren forbi sine konkurrenter og kom pullende i front, inden Hammer slap hoppen og lod hende strække ud ned mod målstregen. Sejren lød på fire længder foran Alabama/Jacob Johansen, som igen havde tre længder til King Bulltofta/Shane Karlsson på tredjepladsen.
Førstepræmien var gode 50.000 svenske kroner værd til danske TLP Racing, Milo Racing og Light Valley Studs Half Dane, der er opdrættet på Stutteri Skovmarken og her vandt karrierens anden sejr og samtidig rundede en kvart million svenske kroner i blot fem starter.

























