Skade stopper Bow Echos løbskarriere

Årets vel nok største profil i europæisk galopsport, den 3-årige Night Of Thunder-søn Bow Echo, stopper karrieren. Det har hingstens træner George Boughey netop offentliggjort, efter et mindre tilbagefald i træningen.

Bow Echo slutter således karrieren med seks sejre i lige så mange starter, og de tre sidste var Gruppe 1-sejre: 2000 Guineas i Newmarket, St James’s Palace Stakes på Royal Ascot og for nylig Sussex Stakes under Glorious Goodwood.

Alle tre sejre er vundet på miledistancen, hvor han er den højest ratede i verden.

Indtjeningen ender på £1,650,000, hvilket svarer til 14,45 millioner danske kroner, eller ca. 2,4 millioner kroner pr. start.

Bow Echo stod foran en start i Prix Jacques Le Marois (Gr.1) i Frankrig på søndag. Om det er formdyk, sygdom eller skade, der har fået ejer Sheikh Mohammed Obaid til at stoppe karrieren er uvist. Men det har helt sikkert spillet ind i overvejelserne, at Bow Echo, bliver den første hingst siden Frankel i 2012, der stopper karrieren som ubesejret.

Jeg er sikker på, at træner George Boughey og jockey Billy Loughnane gerne havde fortsat. Boughey udtaler, at det har været en ære for livstid at træne ham, og et eventyr for alle der har været involveret i arbejdet med ham.

For jockey Billy Loughnane, der har siddet på ryggen af ham i alle seks starter, er det klart hans bedste hest hidtil.

Som søn af Europas førende hingst lige nu, Night Of Thunder (Dubawi), venter der utvivlsomt en gylden fremtid i avlen.

Et godt bud kunne være Dalham Hall i Newmarket, hvor netop farfar Dubawi står. Ejer Sheikh Mohammed Obaid har i forvejen tre hingste, heriblandt Rosallion (Blue Point), stående samme sted.

Seneste artikler

Scroll to Top