RaceTime: Bettina og Kim Andersen får deres bedste år nogensinde

Efter lørdagens løb og My Fortunes overlegne sejr har deres heste i år nu indløbet mere end to millioner kroner i alt. Det gør dem til Danmarks samlet tredjemest vindende trænerpar, og Bettina og Kim kommer til at slå deres egen rekord i indtjening fra 2022 på 2,1 million kroner. Staldens topscorer er ikke overraskende Stald Klampenborgs Derbytoer King To Be.

King To Be (Oliver Wilson) vinder Derby Trial Stakes. Foreløbig hans eneste sejr i år. Til gengæld har han tre andenpladser -to meget tætte- i skandinaviske storløb. Foto: Johanna Friberg.

Søren Jensen nærmer sig også hastigt de to millioner med en indtjening i år på 1.936.495.

Til sammenligning har Skandinaviens mest vindende træner Niels Petersen 60 heste i træning på Øvrevoll, og de heste, som han har i træning, har foreløbig indtjent ca. 12,7 millioner norske kroner (8,7 millioner danske kroner) i Skandinavien i denne sæson.


Danmark

Mest vindende galoptrænere

Top 3 · pr. 5. september 2026 · indtjening i Danmark og udlandet

Nr. Træner Indtjening, kr. Heste
1 Lea Olsen 2.451.406 38
2 Bent Olsen 2.120.256 31
3 Bettina Andersen 2.030.982 13

MANGE ANDENPLADSER.

Bettina Andersen og hendes mand, den tidligere championjockey Kim Andersen, kan være godt tilfredse med galopsæsonen 2026, som den hidtil er forløbet.

Samtidig er det naturligt, hvis de ærgrer sig lidt over, at det ikke er blevet til endnu mere.

To gange har King To Be (Moohaajim) været særdeles tæt på sejr i storløb. Missing (Red Cactus) var anden i Svenskt Derby, og Silver Legend (Dark Angel) er to gange blevet anden i Listed-løb, begge gange slået af Mount Kilimanjaro (Siyouni).

King To Be var anden i Svenskt 2000 Guineas på Bro Park, hvor han blev slået ”med næse” af nu afdøde Beethoven (Goken).


Den benhårde opløbsstrid mellem Beethoven (nærmest) og King To Be i Jockeyklubbens 2000 Guineas. Foto: Elina Westrin / Svensk Galopp.

Og i Dansk Derby lignede han længe en vinder. Men til allersidst blev King To Be fanget af Cosmopolitan (Make Believe) og slået med en halv længde.

Så Bettina fik ikke sin første Derbyvinder i år. De godt 200 andelshavere i King To Be fik ikke oplevelsen af at skulle modtage en derbyvinder i vindercirklen og den festivitas, der følger med sejren.

Og avlshingsten Moohaajim fik ikke sin tredje derbyvinder på kun fire år.

Senest var King To Be efter et meget uheldigt løb anden i det velbetalte Breeders’ Trophy Classic på Bro Park.

Det blev nu vundet af Bruce Almighty (Appel Au Maitre), der efter sejren blev hævet til 87 i handicap. Og han er nu den højest handicappede skandinaviskfødte 3-åring.

King To Be står p.t. med et handicap på 83.

Sejr i de tre løb i stedet for andenpladser ville have forøget King To Bes præmiekonto i år med godt trekvart million danske kroner.

Alligevel står der allerede 776.958 kroner på King To Bes konto i år.


Cosmopolitan og Jules Mobian stryger forbi King To Be med Oliver Wilson i Bucherer Dansk Derby 2026. Foto: Burt Seeger.

MEGET UHELDIGT OG IRRITERENDE.

Især nederlagene i Dansk Derby og Breeders’ Trophy Classic ærgrer Bettina og Kim, og ved begge lejligheder var det en hest, der mistede rytteren, der var medvirkende.

”Hvis ikke King To Be havde sat længder til, da Icefall mistede sin jockey i Dansk Derby, tror jeg ikke, at Cosmopolitan havde fanget ham”, nævnte Bettina.

”Og i Breeders’ Trophy Classic var det Sir Brian, der mistede rytteren og var skyld i, at King To Be satte længder over styr. Nu fik han en meget lang rejse i ottende kartoffelrække”, som Kim udtrykte det.

”Men sådan er væddeløb”, understregede Bettina og Kim. ”Det er ingen undskyldning. Det er spillets regler. Af og til har man utur”.

Bettina fortalte, at King To Bes næste start bliver i Breeders’ Prize Classic på Øvrevoll, og hvis han stadig er fit efter en lang sæson, så starter han også i Dansk St. Leger.


En del af den enorme ejerkreds i Stald Klampenborg tager imod Derby Trial Stakes-vinderen King To Be. Foto: Johanna Friberg.

STALD KLAMPENBORGS SUCCES.

King To Be er ejet af Stald Klampenborg, der er en andelsstald, og han blev købt på Scandinavian Open Yearling Sale på York Stutteri i september 2024 for 125.000 kroner.

Et godt køb. Af flere grunde. Ikke kun fordi King To Be er en fremragende hest, men idéen bag andelsstalde vinder frem.

Og King To Bes succes vil uden tvivl fremme appetitten hos mange, der synes, at det er for dyrt alene at eje en galophest, men gerne vil være med som hesteejere, selvom det kun er med en mindre andel.

”I vores stald har vi kun to heste, der kun har én ejer, og det er Missing, der ejes af Michael Stounberg og Silver Legend, der ejes af Light Valley Stud”, oplyste Bettina.

”De øvrige heste har flere ejere, og mange af dem besøger os om tirsdagen i stalden, ligesom mange samles her efter væddeløbene på Klampenborg.”

”Vi er interesserede i at få flere heste til vores ”anpartshestestald”, og vi håber, at det lykkes i forbindelse med Scandinavian Open Yearling Sale på York Stutteri den 18. i denne måned, hvor vi planlægger at købe flere heste, der kan udbydes i anparter”.


Missing fotograferet på Jägersros dirt, der passer ham godt. Foto: Svensk Galopp.

MISSING SKAL PRIORITERE DIRT.

Den anden 3-åring i Bettina Andersens stald, der har haft succes i år på Jägersros dirt, er Missing efter den svenske derbyvinder Red Cactus.

Missing vandt først på sæsonen på Jägersro og var senere anden i Svenskt Derby slået af Doc Holliday, men før Bruce Almighty.

”Løbene i denne sæson har klart vist os, at Missing ikke føler sig hjemme på græs, men foretrækker dirt ligesom faderen Red Cactus, og derfor skal han aldrig mere løbe på græs”, understregede Kim.

Missings næste start bliver i et velbetalt 3-års handicap på søndag på Jägersro over 2200 meter.


Silver Legend og Oliver Wilson sejrer i Sensommer Cup foran Sir Jeffrey og Chianti. Foto: Burt Seeger.

ADSKILLIGE GODE HESTE I STALDEN.

Silver Legend (Dark Angel) har vundet to løb på Klampenborg i år. Klampenborg Classic og Sensommer Cup.

Men hans største præstationer er nok de to andenpladser i Listed-løbene Dansk Jockey Club Cup og Pokalløb. Som nævnt begge gange slået af Mount Kilimanjaro (Siyouni).

I alt har Silver Legend allerede indløbet 270.000 kroner i år.

”Han er en dejlig, intelligent hest, bare god” mener Kim, og Bettina supplerede med at nævne, at Silver Legends næste start bliver på Øvrevoll i Arnfinn Lunds Minneløp den 27. september over 1600 meter.

To andre af de ældre heste, der også har gjort det godt i år og været flittigt startende er Lucien (Hurricane Red) og alderspræsidenten Sandtastic (Footstepsinthesand).


Bettina Andersen med Lucien og Sandtastic efter dobbeltsejren i Stratford-On-Avon Ærespræmie. Foto: Johanna Friberg.

”Nu 6-årige Lucien må være noget nær enhver hesteejers drøm”, nævnte Bettina. ”Han har foreløbig indtjent over 1,2 million kroner i sin karriere, og han har en trioprocent på 64”.

Lucien har senest vist store evner på de kortere distancer, og han er nu oppe på et handicap på 87.

I år er det blevet til sejr i Stratford-On-Avon Ærespræmie, hvor han slog staldkammeraten Sandtastic og en flot andenplads i Göteborgs Stora Pris bag Elkær Stutteris Grey Tycoon (Dark Angel).

12-årige Sandtastic har haft en fantastisk karriere. I foreløbigt 87 starter er det blevet til 22 sejre og en indtjening på over to millioner kroner.

Og han er indtil videre Bettina Andersens mest vindende hest.


En lykkelig Bettina Andersen tager imod sin Sandtastic efter triumfen i Stratford-On-Avon Ærespræmie i 2024. I sadlen Sandro De Paiva. Bettina er medejer af Sandtastic, som hun fik i træning efter hans treårssæson. Foto: Burt Seeger.

I år er det ikke blevet til nogen sejre, men Sandtastic har været placeret flere gange. I sine to sidste starter har han dog været uplaceret.

Så måske begynder alderen alligevel at trykke lidt. Sandtastic har været oppe på et handicap på 93. Nu er han på 82.

Sandtastic trives med at være i træning. Han er en glad hest, og han vælger selv, hvornår han vil sige stop”, fortalte Bettina.

Også Golden Dreams (Girolamo) har gjort det godt i år. Det er blevet til to sejre. I Breeders’ Cup Trial og i Gentofte Kommunes Ærespræmie, hvor han slog Grey Tycoon og Lucien.

”Men vi har sammen med ejerne besluttet at sælge ham”, oplyste Bettina.


My Fortune og Oliver Wilson vinder totalt overlegent på Klampenborg den 5. september i år. Foto: Burt Seeger.

MY FORTUNE TILBAGE I TOPFORM.

Sidste års vinder af Dansk Breeders’ Cup, Breeders’ Trophy Mile og Skandinavisk Grand Prix, My Fortune (Appel Au Maitre), har været igennem en større halsoperation, hvorfor han først kom til start i midten af juli måned i år.

Efter to starter på Klampenborg viste My Fortune i lørdags i et Klasse 1 handicap – på en blød bane, som han elsker – at han er tilbage i storform.

Med Oliver Wilson i sadlen besejrede han med ni længder Sea Love (Sea The Moon) og Sir Jeffrey (Hunter’s Light).

Efter løbet er My Fortune hævet til 91 i handicap – det højeste nogensinde.

Hans næste start bliver i Arnfinn Lunds Minneløp på Øvrevoll den 27. september, og så forventes han at skulle starte i Skandinavisk Grand Prix, som han vandt sidste år efter en forrygende dyst med nu afdøde Good Fortune (Appel Au Maitre).


La Belle Appelée og Oliver Wilson vinder Stutteri Hjortebo Produce Stakes foran Go Run Torkdahl med Per-Anders Gråberg. Foto: Johanna Friberg.

SPÆNDENDE 2-ÅRINGER.

Stalden hos Bettina og Kim rummer flere lovende 2-åringer, og det er allerede blevet til en storløbssejr, da La Belle Appelée (Appel Au Maitre) vandt Produce Stakes.

La Belle Appelée er ud af en af de bedste heste, som Bettina har trænet, Al Shemali-datteren My Jamil.

Hun vandt som 2-årig Dansk Kriterium og Dansk Galops Auktionsløb, og året efter blev hun Bettina Andersens første klassiske vinder, da hun vandt Dansk 2000 Guineas.

La Belle Appelée var senest uplaceret i Dansk Kriterium. ”Den meget bløde bane var nok ikke noget, der passede hende”, nævnte Kim.

”Men hun er en stærk lille hoppe, en rigtig væddeløber”.

First Lady (Red Cactus) er helsøster til Red Mantel, der i fjor vandt Jockeyklubbens Auktionslöpning på Jägersro. First Lady, der er opdrættet på Stutteri Hjortebo, debuterede i lørdags på Klampenborg med en tredjeplads i et løb, hvor der kun var tre startende.

”Fremtiden må vise, om hun som faderen og andre afkom er bedst på dirt”, påpegede såvel Bettina som Kim.

My Fighter (Al Shemali) er opdrættet af Berner Olsen og ud af Pompøs Cup-vinderen Miss Valuev og halvbror til Silverflame (Binary File), der var anden til King Ferdinand (Elusive City) i Jydsk Derby i 2023.

My Fighter var tredje i Produce Stakes, men uplaceret i Dansk Kriterium.

”Han er blevet kastreret og han har meget talent, men han er også meget grøn endnu”, understregede Kim.

Hunter’s Light-sønnen All On Red er opdrættet på Stutteri Outback og endnu ustartet.


TRE KLASSISKE SEJRE.

Bettina har vundet tre klassiske løb. Dansk 2000 Guineas i 2021 med My Jamil, Mowerinaløb i 2024 med A Lady’s Dream og Dansk St. Leger i 2024 med My Fortune.


Bettina Andersens tre klassiske vindere. Øverst My Jamil med Jacob Johansen i sadlen. Nederst tv. My Fortune med Oliver Wilson i sadlen omgivet af makkerparret Bettina og Kim Andersen. Nederst th. A Lady’s Dream med ejerne Maj-Britt Hjorth og Jim Fielden. Fotos: Burt Seeger.

MANGE ÅR PÅ BAGEN.

Bettina og Kim har begge stor erfaring i galopsporten. Og de har fået en stor forståelse for heste.

Som Kim siger: ”Man skal give hestene lov til at være heste. Det er ikke en fabrik”.

Og Bettina tilføjer: ”De skal behandles godt, og alle vores heste skal have den samme gode omsorg. Og så er vi perfektionister og lægger vægt på, at alt skal være 100 % i orden”.

Bettina og Kim ønsker sig hesteejere, der er villige til at investere i flere ungheste.

”Kvaliteten skal være høj”, nævner de samstemmende.

”Vi har brug for heste, der kan noget. Konkurrencen er meget høj i dag”.


Bettina Andersen

Fem «topscorere»

Pr. 5. september 2026 · beløb i DKK

Nr. Hest Indløbet
1 King To Be 776.958
2 Missing 390.405
3 Silver Legend 270.000
4 Lucien 145.037
5 La Belle Appelée 112.000

I alt 1.694.400 kroner


Bettina og Kim med staldens topscorer King To Be. Fotos: Klaus Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top