Bente og Magne Jordangers Stall Perlen stod lørdag aften bag én af de helt store handler på førstedagen af Arqanas August Yearling Sale i Deauville. Parret sikrede sig gennem Peter og Ross Doyle hammerslaget på lot 43, en hingst efter Wootton Bassett, for €800.000.
Den brune hingst, som er opdrættet af Coolmore og blev solgt gennem irske Baroda Stud, er ud af Giant’s Causeway-datteren Just Pretending, som selv vandt Derrinstown Stud 1000 Guineas Trial (Gr.3) og desuden var anden i Ribblesdale Stakes (Gr.2) og tredje i Irish 1000 Guineas (Gr.1) og Irish Oaks (Gr.1).
I avlen har Just Pretending i forvejen produceret to Black Type-placerede heste, og hun nedstammer i øvrigt fra samme moderlinje som Prix du Jockey Club (Gr.1)- og Benson & Hedges Gold Cup (Gr.1)-vinderen Caerleon, og Secretariat Stakes (G1)-vinderen Vision.

“Han var på toppen af vores liste, og jeg går ud fra, at han nu går i træning hos Pia Brandt”, fortalte agenten Ross Doyle kort efter aftenens hammerslag, som i øvrigt kun blev overgået af hesten, der var i ringen lige forinden.
Dette var en hingst efter Triple Crown-vinderen Justify (Scat Daddy), som efter en intens budduel mellem Godolphin og Coolmore endte med sejr til førstnævnte. Sheikh Mohammeds agent Anthony Stroud sikrede sig det vindende bud på €1.250.000.























