Der stod kun to navne på startlisten i torsdagens første løb på Øvrevoll, og det blev en kort fornøjelse for den ene af dem. Niels Petersen-trænede Ice And Fire aflagde maidentitlen i sit livs første start og går med stor sandsynlighed mod Norsk Kriterium på den norske Derbydag den 23. august.
Ice And Fire (Oasis Dream) trak sammen med Carlos Lopez ni længder fri af Jan-Erik Neuroth-trænede Bourbon Blaze (Victor Ludorum) over de 900 meter græs, og førstepræmien på 15.000 norske kroner tilfaldt Stald Chasing Dreams.
Ice And Fire er første afkom ud af Margrethe (Juniper Tree), som i 2021 vandt Sceptre Stakes for Jakob Dalhoffs Lokalebasen.dk. Margrethe har i dag sin avlsbase på York Stutteri, hvor datteren blev født og voksede op.

“Jeg forærede Ice And Fire til min bedre halvdel, Maria, i bryllupsgave – deraf navnet Stald Chasing Dreams. Jeg beholdt selv fem procent af Ice And Fire, så hun kunne starte i Lokalebasen.dks væddeløbsfarver”, fortæller Jakob Dalhoff til GalopSport.
Norsk Kriterium er i 2026 rykket frem til Derbydagen, hvor opgøret over 1370 meter græs og om 350.000 norske kroner nu er dagens store 2-årsløb. Både Ice And Fire og Bourbon Blaze er anmeldt.
Og Ice And Fire var ikke den eneste York-fødte vinder på aftenens program.
Lettfeti (Study Of Man) hjemtog Bronsedivisjon Mile over 1600 meter dirt med små fem længder til Spirit Of Cimarron (Charm Spirit), hvorefter der var yderligere godt ni længder til Heart Of Kabeir (El Kabeir).
Elione Chaves red den 4-årige vallak for Cathrine Erichsen og Stall Birgitta til en førstepræmie på 31.850 norske kroner.
Lettfeti er opdrættet af Breeding And Racing I/S, som købte hans mor, Listed-vinderen Seaside Song (Harbour Watch), på Tattersalls July Sale for 25.000 guineas – drægtig med netop det Study Of Man-føl, der siden blev solgt for 520.000 kroner som åring på Scandinavian Open Yearling Sale på York Stutteri og navngivet Lettfeti.
Seaside Song vandt i sin tid Lanwades Stud Stakes (L) for Lars Kelp, og hun sluttede karrieren hos Cathrine Erichsen med sejr i Fam. E. Nagell-Erichsens Hoppeløp to år i træk på Øvrevoll.

Carlos Lopez fik i øvrigt en double på aftenen, idet han også vandt Bronsedivisjon Sprint over 900 meter med Hallvard Somas Ar Diddy Dum Dum (Ardad), der med små to længder besejrede Dream Desk (Dream Ahead). Den 3-årige hoppe løber for Soltun Racing AS.
Aftenens maidenløb over samme distance blev vundet af Stall Hollebøls Perfect Panda (Showcasing), som med fire og en halv længde slog Buffon (Mutajally) – en hest, træner Knut O. Arnesen selv ejer. Jacob Johansen var i bøjlerne på vinderen.
Evelina Rönnlund og Nathalie Mortensens Terrible (Territories) galopperede sine konkurrenter i sænk med kun 52 kilo på ryggen i Grunndivisjon Mile, hvor den 3-årige hoppe vandt med seks længder for svenske Annette Stjernstrand.
Tobias Hellgren og Anna Pilroth hjemførte Bronsedivisjon Stayer over 2400 meter med Waleed Zawawis Appel Ride (Appel Au Maitre), som gik ind med godt en længde foran Rocks Giant (Giant Sandman).
Aftenen sluttede med, at Arne O. Karlsen-trænede Munch (Caprioli) sejrede i Jerndivisjon over de samme 2400 meter med en længde til Robbie Brown (Mutajally). Den 3-årige vallak er opdrættet af Bollerød Stutteri, løber for Showjumpers Racing Club og blev redet af Elin Hedman.























