Marts måned har hidtil budt på to nye ankomster på York Stutteri, hvor Xanthippe har fået et hoppeføl efter Courage Under Fire, og Eko Lalique har folet en hingst efter Moohaajim.

8-årige Xanthippe folede den 4. marts sin hoppe efter Gruppe-1-placerede Courage Under Fire (War Front).
Xanthippe er i forvejen mor til 3-årige Tea Montana (Oasis Dream), som endnu er ustartet i træning hos Lennart J:r Reuterskiöld, og til en hoppeåring efter Prix du Jockey Club (Gr.1)-vinderen Study Of Man (Deep Impact).
Som væddeløber startede Xanthippe for Bent Olsen i Lone Kaj-Nielsens farver, og efter 14 starter kunne hun indlede avlskarrieren som vinder og med en fjerdeplads bag Queen Rouge (Lord Of England) i Mowerinaløb blandt højdepunkterne.

Allerede fra hun blev erhvervet som føl, havde Xanthippe en fremtidig avlskarriere mejslet i sten.
Hun er nemlig halvsøster til tre fremtrædende skandinaviske Black Type-vindere – størst af dem alle Bank Of Burden (Hawk Wing), som fortsat er den mest vindende hest i skandinavisk træning nogensinde.
Bank Of Burden vandt bl.a. Stockholm Cup International (Gr.3) fire gange, Scandinavian Open Championship (Gr.3) og Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) to gange, Stockholms Stora Pris (Gr.3), Danish Jockey Club Cup (L) tre gange samt Valley Chapel Memorial (L).
Næsten 10 millioner svenske kronor blev det til.

Og foruden Bank Of Burden tæller Xanthippes ældre søskende den skandinaviske championhoppe, 1000 Guineas- og dobbelte Listed-vinder Rock Of Ridd (Antonius Pius), og den svenske Derbyvinder Duke Of Burden (Footstepsinthesand).
En anden søster til Xanthippe, Waitingonafriend (Dylan Thomas), er i avlen bl.a. blevet mor til Goffs Futurity Stakes-vinderen Safari Blues (The Gurkha).

Natten til onsdag kom turen til Appel Au Maitre-datteren Eko Lalique, som folede en hingst efter Stutteri Hjortebos Moohaajim (Cape Cross).
Eko Lalique ejes af York-ansatte Emmelie Nilsson og folede nu for første gang.
Hun er ud af den vindende Halling-datter Syllable og dermed halvsøster til den norske Derby- og St. Leger-vinder Old Pal (Soldier Hollow), som tilmed vandt Pokalløb (L) i Klampenborg.