Også på Sveriges største stutteri, Berit og Ivan Sjöbergs Rävdansen i Ärla, er føltiden i flor. Senest er Galileo-datteren Special Gal og Medaglia d’Oro-hoppen Glory d’Oro nedkommet med hingstføl efter henholdsvis State Of Rest og Courage Under Fire.

Rävdansen købte i november Special Gal på Goffs Breeding Stock Sale, og den 11-årige Galileo-datter er en ustartet halvsøster til Listed-placerede Sano di Pietro (Dalakhani) og Sagami (Street Cry).
Sidstnævnte er bl.a. mor til Raven’s Cry (Raven’s Pass), mens en anden halvsøster til Special Gal, Sand River, har produceret Listed-vinderne Sarrasin (Monsun) og Sahrawi (Pivotal).
Special Gal, som er ud af den Gruppe-3-placerede Danehill-hoppe Special Delivery, er i forvejen mor til to vindere, begge efter Lope De Vega (Shamardal).

Special Gals nyfødte hingst er efter Prince Of Wales’s Stakes (Gr.1)- og Cox Plate (Gr.1)-vinderen State Of Rest (Starspangledbanner), som er den eneste hest i historien, der har vundet tre Gruppe-1-løb på stribe fordelt på tre forskellige kontinenter, og han var top-rated ældre hest i både Irland og Frankrig i 2022.
“Special Gal gik 14 dage over sin folingstermin, men hun har fået et virkelig fint hingstføl, og nu kan de være ude på folden hele dagen i forårsvejret”, fortæller Ivan Sjöberg til GalopSport.

Også Mr Ascots, alias Finn Blichfeldts, 7-årige avlshoppe Glory d’Oro (Medaglia d’Oro) har fået et hingstføl på Rävdansen.
Glory d’Oro blev i december 2022 importeret til Sverige fra Arqanas Vente de l’Elevage, og hun har nu en hoppeåring efter Swipe (Birdstone).
Glory d’Oro startede kun en enkelt gang og kunne allerede indlede sin avlskarriere som 4-årig.
Hun er ud af den storartede Tapit-datter Glory, der bl.a. var anden i Santa Ana Stakes (G2) og California Oaks, og tredje i Robert J. Frankel Stakes (G3) og Santa Ysabel Stakes (G3).
Udover Glory d’Oro er hun mor til 3-årsvinderen The Club (Union Rags), samt til 2-årige Escape Artist (Good Magic), samt en 2-årig hingst efter Good Magic (Curlin) og et hoppeføl efter McKinzie (Street Sense).
Selv om Glory d’Oro er født i USA og har et par af dette kontinents mest prominente avlshingste som far og morfar, er blodlinjen gennemgående europæisk.
Tredjemoderen Dress To Thrill vandt bl.a. Matriarch Stakes (Gr.1) og Sun Chariot Stakes (Gr.2), og fjerdemoderen er den irske 1000 Guineas (Gr.1)-vinder Trusted Partner, som i avlen er blevet mormor til Europas championstayer Kyprios, Irish St. Leger-vinderen Search For A Song, Prince Of Wales’s Stakes (Gr.1)-vinderen Free Eagle og øvrige Gruppeløbsvindere som Custom Cut, Sapphire og Valac.
“Finn Blichfeldt gav mig frie hænder til at vælge hingst til Glory d’Oro i fjor, og jeg valgte Courage Under Fire fordi han er helbror til Omaha Beach, som allerede nu har haft en række rigtig gode afkom ud af avlshopper efter Medaglia d’Oro i USA”, tillægger Ivan Sjöberg.