Ghaiyyath-søn trækker overskrifter på den klassiske scene

Opera Ballo er navnet på en 3-årig hingst efter Ghaiyyath, der med to stensikre sejre i år pludselig er blandt outsiderne til de klassiske opgør 2000 Guineas og Epsom Derby.  Han var ikke til start som 2-årig, men har med to sejre på Kempton i januar og februar måske været den bedste 3-årige vi har set i år.



Først aflagde han den 29. januar sin maidentitel med mere end otte længder. Den 26. februar var han igen tilbage på Kempton, og denne gang blev det til sejr i et Class 3-løb med fire længder. Indtjeningen er nu på £35,244 og hans OR er nået op på 106 – svarende til 93 i skandinavisk handicap.

Ved bookmakerne er han nu tredjefavorit til 2000 Guineass efter The Lion In Winter (Sea The Stars), og Shadow Of Light, der begge var Gruppe-1 vindere som 2-årige i fjor.

Oddsene varierer fra ca. otte til 10 ved de fleste bookmakere. Til Epsom Derby er det ikke alle bookmakere, der har åbnet for odds, men her giver han mellem 12 og 16 gange.

Opera Ballo trænes i Newmarket af Charlie Appleby og ejes af Godolphin.

Opera Ballos far, Ghaiyyath, er endnu en Dubawi-hingst man bør holde godt med. Det er hans første Derby-årgang, og som 2-årig var der ikke de store stjerner, og han endte på en 15. plads blandt 1st crop hingstene.

Ghaiyyath. Foto: Darley.com.

Med Dubawi som far på en Galileo-hoppe, er Ghaiyyath skabt over samme kryds som succesfulde Night of Thunder. Hans OR på 130 er det højeste af alle Dubawi-afkom nogensinde.

I 2020 blev han som 5-årig Årets Hest i Europa, efter bl.a. at have vundet  tre Gruppe 1-løb på stribe. Det var Coronation Cup, Eclipse Stakes og International Stakes.

Karrieren tæller yderligere en Gruppe 1-sejr som 4-årig i Grosser Preiss Von Baden.

Ghaiyyath sluttede løbskarrieren efter 5-årig, og  står nu på Kildangan Stud i Irland til €20,000 i bedækningstakst.

I videoen øverst i artiklen kan du både se Opera Ballos seneste opvisning på Kempton, samt høre sejrsinterviewet med Godolphin og Charlie Applebys førstejockey William Buick.

Picture of Søren Pedersen

Søren Pedersen

Født 1963 i Herning. Har været involveret i både fodbold og ishockey, og var i et par år i 2010’erne redaktør for Herning Bluefox’s hjemmeside. Kom i 80’erne, 90’erne og 00’erne meget på banerne i Skive, Billund og Aarhus, og hjalp sidenhen en række af de førende hingsteholdere og opdrættere i Jylland, som fx. Stutteri Flamingo og Nordjysk Hingstestation, og lavede i 2004 hesteejerforeningens katalog til trav-auktionen i Aarhus. Har de senere år haft så stigende interesse for galopsporten, at den nu har overhalet travsporten, men hjertet er fortsat med begge steder.

Seneste artikler

Scroll to Top