Et velkendt og vellidt ansigt gennem mange år blandt alle i Klampenborgs jockeyrum, Poul Olsen, sov stille ind den 14. februar. Han blev 98 år gammel.

Poul var bare 14 år gammel, da han i 1940 startede med at ride for Axel Thorngren på Hvidegården, hvor han også gik i jockeylære.
“Vores far cyklede hver dag inde fra København til Lyngby, men fik sidenhen et værelse i Lundtofte”, fortæller den ene af Pouls døtre, Susan Hadberg, der sammen med sin søster Janne voksede op i 1900-tallets galopmiljø i både Danmark og Sverige.
“En af Axel Thorngrens professionelle jockeys på Hvidegården, Sofus Andersen, havde en datter – Lillian. Lillian og Poul blev kærester, og de fik to børn sammen. Janne og mig”, fortsætter Susan.
“Vi var med i stalden og på galopbanen hele tiden, men jeg fik dog ikke lov til at ride. Jeg hjalp i stedet til med at muge ud i boksene og trække hestene”.
I 1954 blev Poul Olsen headhuntet til Albert Klimschas træningskvarter på Ulriksdal i Stockholm. Hér var Poul ansat igennem tre sæsoner, og den lille familie flyttede sammen til Stockholm.
“Det var endnu før Janne var født”, siger Susan.

Poul Olsen red for det meste hurdleløb, men ikke så længe efter hjemkomsten til Danmark i slutningen af 50’erne stoppede han sin profesionelle jockeykarriere.
“Axel Thorngren havde, såvidt jeg husker, sine heste opstaldet på travbanen i 1960’erne, og vores far startede som træningsrytter og fodermester dér. Siden arbejdede han også igennem længere tid for Henning Højelse på Damgaarden, og siden også Kim Stummann og til slut hos Franz Nutz på Hvidegaarden”.
“Så man kan sige, at det blev bundet en sløjfe på karrieren – han både startede og sluttede på Hvidegaarden”.
Poul var en del af den tid, hvor træningsrytterne kun red hestene ned på banen, hvor de professionelle jockeys ventede. Derefter red jockeyen hesten i arbejde og sprang af igen, hvorefter træningsrytteren red tilbage til stalden.
“Jeg husker i hvert fald, at Gert Hansen var jockey i stalden og Bjarne Mejlbye var lærling”, siger Susan.
Efter jockeykarrieren arbejdede Poul på Frilandsmuseet, men det blev alligevel til ture på hesteryg – blandt andet fordi datteren Janne købte væddeløbshesten Anouk, som Poul hjalp til med engang imellem.

Igennem en lang årrække var Poul fast mand i jockeyrummet på Klampenborg. Hér stod han for rytternes rideregninger og de udenlandske jockeys’ rejsepenge.
“Jeg hjalp til med at pudse støvler, og jeg hentede også altid kontanter på kontoret, så rytterne kunne få deres penge”, fortæller Susan.
Poul elskede løbsdagene på sin mangeårige hjemmebane, og han cyklede hver fredag aften fra hjemmet på Danmarksvej i Lundtofte ud til banen for at gøre jockeyrummet klar.
Han vaskede selv samtlige jockeydragter og hang farverne op på hver plads i præcis den rækkefølge som rytterne skulle bruge dem. En passioneret tilgang til, at alt bare skulle være i orden fra start til slut.
“Vores far har haft mange gode oplevelser igennem et langt liv. Han var sikker på, at han nok skulle nå at blive 100 år, og han fulgte stadigvæk med i sporten så meget som han kunne. Han var klar i hovedet lige til det sidste, men hans krop var mæt af dage”.
Poul Olsen sov stille ind den 14. februar 2025, 98 år gammel.
Bisættelsen finder sted fra Mariebjerg Kirkegårds lille kapel, lørdag den 1. marts kl. 11.
Æret være Poul Olsens minde.
