GalopSport bringer jævnligt en opdatering af de europæiske hingstestatistikker, men det er også interessant at se, hvad der sker på den anden side af Atlanten.

Det er ikke blod vi ser så tit på banerne herhjemme, men mere i avlen.
F.x. har nr. 12 i Top 20, Omaha Beach (War Front), en helbror i Courage Under Fire, der står opstaldet på York Stutteri. Omaha Beach er tilmed en af de yngste hingste i Top 20, så helt sikkert en ny, stor stjerne i USA.
Jeg kan også nævne Evasive, der før han døde stod hos Berner Olsen i Ringsted. Hans far Elusive Quality er også far til Quality Road, der er nr. 19. Så noget af toppen af amerikansk blod findes eller har også eksisteret i Danmark.
Into Mischief (Harlan’s Holiday) har siddet solidt på den nordamerikanske trone siden 2019, og han fører da også suverænt i år. Han er uden tvivl en af verdens bedste avlshingste. Den bedste vil mange nok mene.
Candy Ride-sønnen Gun Runner har de seneste to sæsoner været nummer to i Nordamerika, men han mangler den helt store stjerne i år, og er faldet til tredjepladsen. Da han er otte år yngre end Into Mischief, ser han ud til at være den oplagte arvtager som champion.
Det kan dog også blive en anden Candy Ride-søn, Vekoma, der er årets helt store sensation i Nordamerika. Med blot to årgange er han avanceret til en 18. plads, hvor han sidste år var uden for Top 100. Læg især mærke til at Vekoma har et tårnhøjt sejrsgennemsnit med 0.74 sejre pr. startende. Det er langt over de øvrige i Top 20.
Vekoma vandt selv seks af otte starter, og tjente ca. 1,2 millioner dollars, men var ikke med i Triple Crown-løbene.
Candy Ride har ydeligere en søn, Twirling Candy, med på listen som nummer ni. Den argentinskfødte legende og tidligere champion er eneste hingst med tre sønner i Top 20.
Han blev sidste år udførligt portrætteret her på GalopSport.


























