fbpx

Vanity Fair – spændende klassisk kandidat fra Elkær og Jensen

Som søster til Larch Ærespræmie og Pompøs Cup-vinderen Matchmaker, samt St. Leger-vinderen Liberty var Søren Jensen-trænede Vanity Fair en interessant debutant lørdag eftermiddag i Klampenborg, hvor hun under Kim Andersen cantrede til start som klar favorit i Zwicky 2-års Maiden Serien over 1200 meter.


Funambule-datteren fik en passiv rejse efter at have sat lidt til i starten, men da Kim Andersen lod hoppen strække ud i opløbet afgjorde hun i løbet af få galopspring opgøret og trak siden fra til en overlegen seks længders sejr før rutinerede Red For Danger/Jacob Johansen, som igen havde en længde til Hot Star/Per-Anders Gråberg.

Vanity Fair er både ejet og opdrættet af det altid stort satsende jyske Elkær Stutteri, og hun stammer fra én af Danmarks ældste moderlinjer. Vanity Fairs mormor Rush vandt bl.a. Mowerinaløb i netop Elkær Stutteris farver, og da hun allerede er halvsøster til en klassisk vinder i Liberty kan man naturligvis ikke andet end at vente med spænding på den lovende hoppes videre udvikling i 2008.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top