Bente og Magne Jordangers 3-årige Ghaiyyath-søn Nightime Dancer, som senest var ottende på 10 længders afstand af Lambourn i Epsom Derby (Gr.1), kvitterede torsdag for en stor præstation på Newmarkets July Course, da han var bedst af resten i Bahrain Trophy Stakes (Gr.3) bag Aidan O’Briens suveræne vinder Scandinavia.
Scandinavia (Justify) vandt det 2600 meter lange opgør med næsten ni længder i hænderne på Ryan Moore, men Nightime Dancer, som trænes af Richard Hannon, var en næsten lige så sikker nummer to på godt fire længders afstand af Hallelujah U (Pinatubo).
Se løbet i Youtube-afspilleren øverst i artiklen.
Nightime Dancer startede for blot femte gang i karrieren, og han kunne godt ligne et bud på en St. Leger-kandidat senere på året. Han er forhåndsanmeldt i Irish St. Leger (Gr.1), der rides den 14. september på The Curragh.
På søndag er Bente og Magne Jordangers blå og hvide farver også repræsenteret i Svenskt Derby på Jägersro, hvor de sætter deres lid til Jan-Erik Neuroth-trænede Zakopane (Zarak).
Zakopane er ubesejret i to starter, men har grundet sygdom ikke været i aktion siden 18. maj.
Stall Perlen har vundet Svenskt Derby ikke mindre end fem gange tidligere. Deres første vinder var Chirac i 1997, og siden fulgte Valley Chapel (1999), Val De Mar (2001), Appel Au Maitre (2007) og senest Handsome Hawk i 2009.
Samtlige Derbyvindere var trænet af Wido Neuroth på Øvrevoll.