fbpx

Skandinavisk debut til Gruppe-2-placerede Tuwaiq

Torsdag aften bliver der skandinavisk debut til Elkær Stutteris 3-årige brune hingst Tuwaiq, der i fjor blev handlet privat fra Ger Lyons’ træningskvarter Glenburnie i Co. Meath. Elzaam-sønnen indleder sin skandinaviske kampagne med 91 i generalhandicap.



Tuwaiq vandt sin debut den 2. juli på Bellowstown og var derefter anden i et udskrevet opgør bag Luxembourg (Camelot) og igen anden i Churchill Stakes (L) bag Seisai (Gleneagles).

Siden blev det til to tredjepladser – først i Roscommon bag Corviglia (Karakontie), og og derefter som slået med mindre end fem længder i mål af  Luxembourg (Camelot) i det 1600 meter lange Gruppe-2-opgør Beresford Stakes på The Curragh.

Aidan O’Brien-trænede Luxembourg fulgte siden op med at vinde Doncasters Vertem Futurity (Gr.1) – tidligere kendt som Racing Post Trophy – og han sæsondebuterede den 30. april som tredje i Newmarkets 2000 Guineas (Gr.1) bag Coroebus (Dubawi) og den senere Irish 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Native Trail (Oasis Dream).

Efter købet i fjor blev Tuwaiq fløjet direkte til Dubai, hvor han har været en del af Niels Petersens træningshold over vinteren, men det blev aldrig til nogen start på Meydan.

“Han pådrog sig lidt sygdom i halsen under opholdet, og vi fik ham ikke tilbage i de omdrejninger der skulle til for at kunne gøre sig i den hårde konkurrence. Så det blev i stedet et fornuftigt træningsophold, og da han kan risikere at få en lang 3-årssæson, har vi valgt at starte blødt op i foråret”, fortæller Niels Petersen, der sadler samtlige Tuwaiqs fire konkurrenter i torsdagens opgør.

“Der var åbenbart ikke nogen der havde lyst til at møde ham, men heldigvis havde jeg flere heste i stalden der passede til propositionen og så blev det sådan”.

Med udelukkende fem deltagere fra Niels Petersen bliver der naturligvis som reglerne foreskriver det ikke noget spil til det pågældende løb over 1800 meter græs.

Tuwaiq er fortsat anmeldt i Deutsches Derby den 3. juli i Hamborg, og han er allerede kvalificeret til løbet via sit handicap – men spørgsmålet er om vi når at sætte ham godt nok op til det, og hvis ikke det er tilfældet, er der andre muligheder – både herhjemme og internationalt”, konkluderer championtræneren.

Program: Øvrevoll, torsdag 26. maj


Herunder kan du se Tuwaiqs sidste start som 2-årig i Irland som tredje i Beresford Stakes (Gr.2) bag den senere Gruppe-1-vinder Luxembourg:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top