fbpx

RaceTime: Verdens bedste væddeløbsuge

Den 14. – 18. juni er der Royal Ascot-meeting. Det er ikke kun væddeløb. Det er et enestående ”event”. Stradivarius med 18 Gruppe-sejre i bagagen kan vinde Gold Cup for fjerde gang. Og i Coronation Stakes kan tre af årets 1000 Guineas-vindere mødes.

Fortalt af Klaus og Per Aa. Bustrup


TÆT FORBINDELSE TIL DET BRITISKE KONGEHUS.

Væddeløbsbanen i Ascot ligger ca. 10 km. fra Windsor Castle, og den har traditionelt tæt forbindelse til det britiske kongehus. Det er således Huset Windsor, der ejer jorden, hvor væddeløbsbanen ligger.

Årets højdepunkt er Royal Ascot Meeting, der altid afholdes fra tirsdag til lørdag, i år fra den 14. – 18. juni. Ascot er også hjemsted for andre storløb. Især King George VI & Queen Elizabeth Stakes (Gr.1), der i år løbes den 23. juli.

Royal Ascot er en unik social begivenhed. Hver enkelt løbsdag indledes, når det er muligt for Majestæten, med en kortege på banen med H.M. Dronningen i den første hestetrukne karet.


19 GRUPPELØB PÅ FEM DAGE.

Royal Ascot har 19 Gruppeløb, og otte af dem er Gruppe-1-løb. På åbningsdagen løbes tre Gruppe-1-løb og et Gruppe-2-løb. Det første Gruppeløb er altid Queen Anne Stakes – opkaldt efter Queen Anne – der grundlagde Ascot i 1711. Det fortælles, at da Hendes Majestæt red ud fra Windsor Castle, fandt hun et åbent område, som hun beskrev som: ”Ideal for horses to gallop at full stretch”.

Storfavorit til dette års Queen Anne Stakes (Gr.1) er den 4-årige Sea The Stars-søn Baaeed, der er ubesejret i syv starter. Og de tre seneste er Gruppe-1-sejre!

Queen Anne Stakes blev i fjor vundet af den femdobbelte Gruppe-1-vinder Palace Pier (Kingman), der nu er opstaldet på Dalham Hall Stud som avlshingst til en bedækningspris på 55.000 pund. Palace Pier afsluttede løbskarrieren med et knebent nederlag på Ascot i Queen Elizabeth Stakes (Gr.2) til netop Baaeed.



ST. JAMES’S PALACE STAKES.

Et andet topopgør på Royal Ascots førstedag er St. James’s Palace Stakes (Gr.1). Det er forbeholdt 3-årige hingste. Det kan blive et revancheopgør mellem Coroebus (Dubawi) og Native Trail (Oasis Dream), der var første og anden i Engelsk 2000 Guineas. Native Trail har senere vundet Irsk 2000 Guineas.

St. James’s Palace Stakes har mange kendte navne på vinderlisten. I 1902 vandt Sceptre (Persimmon) der på Klampenborg har lagt navn til Sceptre Stakes. Persimmons karriere er beskrevet i RaceTime Magazine 1/2022: Persimmon og datteren Sceptre.

I 2011 vandt Frankel (Galileo), hvis glorværdige historie kan genopfriskes i Race Time fra 15. april 2021: Frankel fortsætter succesen i avlen. I 2020 vandt Palace Pier (Kingman) og i fjor Poetic Fair (Dawn Approach).


GALOPHISTORIENS BEDSTE STAYER?

Torsdag den 16. juni er der Gold Cup på Ascot over 4200 meter. Stradivarius (Sea The Stars) kan vinde sit fjerde Gold Cup.

Stradivarius har vundet i 20 af sine 33 starter. 18 gange har han vundet et Gruppeløb. Det er rekord for vundne Gruppeløb i Europa. Han har foreløbig indtjent 3,7 million euro. Fire gange har han vundet Goodwood Cup (Gr.1) og tre gange Ascot Gold Cup. I 2018, 2019 og 2020. Kun Yeats (Sadler´s Wells) overgår ham med fire sejre i Gold Cup

Stradivarius debuterede i år med en sejr i Paddy Power Yorkshire Cup (Gr.2) som altid med Frankie Dettori i sadlen.

I fjor var Stradivarius fjerde i Ascot Gold Cup, som Subjectivist (Teofilo) vandt. De værste modstandere i år bliver Trueshan og Kyprios, der begge møder op med flotte resultater.

Trueshan (Planteur) er ubesejret i sine fire sidste starter. Han er vinder i år, og i fjor afsluttede han med sejre i Prix du Cadran (Gr.1) på Longchamps før Stradivarius og i Quipco British Champions Long distance Cup (Gr.2) i oktober på Ascot, hvor Stradivarius var tredje.

Coolmore-teamets Galileo-søn, Kyprios, er ubesejret i år, og senest vandt han et gruppe-3-løb på Leopardstown over 2800 meter. Han er halvbror til Free Eagle (High Chaparral), der i 2015 vandt Prince Of Wales Stakes (Gr.1) på Ascot før den franske derbyvinder The Great Gatsby (Mastercraftsman).



BJORN NIELSEN.

Stradivarius er opdrættet og ejet af Bjorn Nielsen, der – trods det danskklingende navn – ingen forbindelser har til Danmark. Han er født i Sydafrika, men senere kom han til England og bosatte sig i nærheden af Epsom Downs. Det skabte interessen for heste, og siden 1990 har Bjorn Nielsen investeret i væddeløbsheste og selv avlet galopheste.

Stradivarius er opkaldt efter de violiner, som italieneren Antonio Stradivari (!644-1737) byggede. De anses for at være noget af det ypperste, der nogensinde er skabt. Og det gælder både med hensyn til det klanglige og den håndværksmæssige kvalitet.

I Skandinavien er Stradivarius også kendt som derbyfavoritten, der måtte ”nøjes” med en andenplads, men senere blev storløbsvinder, da han sejrede i Breeders’ Trophy Stayer på Täby med Nicolaj Stott i sadlen.



TRE AF ÅRETS 1000 GUINEAS-VINDERE KAN MØDES I CORONATION STAKES.

Coronation Stakes (Gr.1) over 1600 meter løbes fredag den 17. juni og er forbeholdt 3-årige hopper. Det kan blive et brag af et væddeløb, hvis Cachet, Homeless Songs og Mangoustine, der alle er vindere af europæiske 1000 Guineas i år, alle kommer til start.

Cachet (Aclaim) vandt Engelsk 1000 Guineas på Newmarket (Gr.1) før Prosperous Voyage (Zoffany) og Tuesday (Galileo).

Senere gik turen over Kanalen, hvor Cachet var anden til Mangoustine (Dark Angel) i Poule d’Essai des Pouliches (Gr.1), Fransk 1000 Guineas. Irsk 1000 Guineas blev vundet af Homeless Songs (Frankel) før Tuesday, der senere vandt Epsom Oaks.

Vi får se, om lækkerbiskenen bliver serveret. Prosperous Voyage er i øvrig også anmeldt.

Fredag er der også King Edward VII Stakes (Gr.2). Her er H.M. dronning Elizabeths Reach for the Moon meldt. Efter en længere løbspause vendte Reach for the Moon tilbage den 19. maj i år med en andenplads i et listedløb på Sandown.



HURRICANE LANE I HARDWICKE STAKES.

På Ascots afslutningsdag, lørdag, løbes ud over Diamond Jubilee Stakes (Gr.1) for de bedste ældre sprintere også Gruppe-2-løbet Hardwicke Stakes over 2400 meter.

Her kan der blive gensyn med sidste års irske derbyvinder Godolphins Hurricane Lane (Frankel), der p.t er bookmakernes favorit.

Charlie Appleby-trænede Hurricane Lane har allerede en imponerende karriere bag sig. Han har vundet i seks af sine otte starter og indtjent 2,2 millioner euro indtil videre.

Ud over Irsk Derby er han bl.a. vinder af Grand Prix de Paris (Gr.1) på Longchamps og Engelsk St. Leger (Gr.1). I sine to eneste nederlag var Hurricane Lane tredje i Epsom Derby og tredje i Prix de l’Arc de Triomphe.



Lige nu ser Hurricane Lane ud til at være det bedste bud på en hest, der kan forhindre de nye derbyvindere, Epsomderbyvinderen Desert Crown (Nathaniel) og vinderen Prix du Jockey Club Vadeni (Churchill) i også at vinde Prix de l´Arc senere på året.

I første omgang skal Hurricane Lane vise i Hardwicke Stakes, at han fortsat er i form. Værste konkurrent kan blive Bay Bridge, der dog også er anmeldt til Prince Of Wales Stakes (Gr.1) om onsdagen på Ascot.

4-årige Bay Bridge (New Bo) er i træning hos sir Michael Stoute og vinder af sine sidste fem løb. I år er han vinder af Coral Brigadier Gerard Stakes (Gr.3) på Sandown med Ryan Moore i sadlen.

Sir Michael Stoute, der er træner af årets derbyvinder Desert Crown, har vundet Hardwicke Stakes 11 gange. Senest i 2018 med Crystal Ocean, der vandt i 2018 og året efter Prince Of Wales Stakes (Gr.1), også på Ascot.

I 1961 vandt netop afdøde Lester Piggot Hardwicke Stakes med St. Paddy, der året før havde vundet Epsom Derby. St. Paddys bedrifter som 3- og 4-årig var medvirkende til at gøre faderen, Dronning Elizabeth II´s Aureole (Hyperion) til Englands førende avlshingst i 1960 og 1961.


St. Paddy (Aureole) med Lester Piggott i sadlen vinder Epsom Derby i 1960.


Klaus Bustrup

Klaus Bustrup

RaceTime. Født 1947 i København. Har i sin professionelle karriere været administrerende direktør i Landbrugsraadet (i dag Landbrug & Fødevarer) 1994-2008. Formand for Danidas Styrelse 2008-13 og formand for FødevareBanken 2013-19. Klaus har som sin bror Per haft sin gang på Klampenborg Galopbane i mere end 60 år.

Seneste artikler

Scroll to Top