RaceTime: „Lennart Reuterskiöld Jr.: Svensk galopsports fremtid er i stor fare‟

Junior har været championtræner i Sverige fem år i træk, men i 2024 måtte han overlade titlen til Jan-Erik Neuroth. Den agter han at tilbageerobre i 2025, og stalden er fyldt med lovende heste. Lennart Reuterskiöld jr., der har vundet Svensk Derby tre gange, er en del af et af Sveriges mest kendte galopdynastier. RaceTime har besøgt ham på Jägersro i en periode hvor forholdene i Skåne er usikre for galopsporten, og Junior frygter ikke kun for fremtiden for skånsk galopsport, men for hele svensk galopsports fremtid.


Lennart Reuterskiöld jr. ser mørkt på svensk galopsports fremtid. Foto: Isabelle Lagrange Bustrup.

”Det er ikke kun galopsporten i Skåne, der er i fare. Det gælder galopsporten i hele Sverige”, mener Junior, der peger på, at også norsk galopsport har det svært.

”Kun på Klampenborg”, som Junior elsker at komme på med gode heste, ”er der opgang”, nævnte han, da RaceTime interviewede ham.

Lennart Reuterskiöld jr. er langt fra optimist, når det gælder fremtiden. Han er dybt bekymret. I slutningen af denne artikel uddyber han hvorfor.

Det er blevet til mange flotte sejrsdækkener gennem tiderne for Lennart Reuterskiöld jr. Foto: Isabelle Lagrange Bustrup.

OPLÆRT AF FADEREN.

Lennart Reuterskiöld jr. er den træner, der gennem tiderne med mere end 145 millioner svenske kroner, har vundet flest præmiepenge i svensk galopsport.

Når det gælder antal sejre overgås han bl.a. af faderen, der vandt over 1000 galopløb, medens Junior indtil nu må nøjes med 844.

”I alt har vi i familien Reuterskiöld indtil nu vundet 289 millioner svenske kroner i præmiepenge”, oplyste Junior. Reuterskiöld dynastiet har gjort det godt.

Lennart Reuterskiöld jr. er i dag 56 år gammel. Han startede som amatørrytter i 1984 og blev senere jockey, og han vandt bl.a. mange sejre som forhindringsrytter.

Han fik trænerlicens i 1999, og Lennart stod i lære hos faderen, Lennart Reuterskiöld senior, i sin sidste del af trænerkarrieren bl.a. var kendt for at træne Hangover Square (Jareer), der vandt 18 gange og to gange sejrede i Stockholms Stora Pris (L).

Lennarts far og mor, Madeleine, er legender i svensk galopsport.

Lennart Reuterskiöld senior døde i 2016 og ud over sin livsledsagerske Madeleine og de tre sønner efterlod han sig en række børnebørn, der allerede har valgt at gå i deres farfars fodspor.

Lennart Reuterskiöld sammen med den tidligere trænerkollega, Fabricio Borges. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Lennart Reuterskiöld Senior var kendt som et meget fint og respekteret menneske og en god rådgiver for sine tre børn, Lennart jr., Frederik og Johan, der alle blev professionelle galoptrænere. Herover ses han sammen med den tidligere Jägersro-træner Fabricio Borges. Foto: Stefan Olsson.

Fredrik Reuterskiöld er i dag ligeledes professionel galoptræner på Jägersro med stald ved siden af storebrors, og han blev som sine brødre udlært hos faderen.

Fredrik var i en periode direktør for Svensk Galopp, men i 2021 vendte han tilbage som træner på Jägersro.

Fredrik har som sin storebror tre svenske derbysejre i bagagen. I 2004 vandt han med Zenato (Acatenango), i 2006 med Mad Dog Slew (Slew City Slew) og i 2008 med Swing That Cat (Cat Thief).

Lennart og Fredrik har et godt forhold sammen som brødre. ”Men når det gælder væddeløb, er vi konkurrenter”, understregede Junior.

Den yngste bror, Johan, har forladt sporten, og han arbejder i dag i det private erhvervsliv.

Fredrik Reuterskiöld og Carlos Lopez før I Kirks start i Mahab Al Shimaal (Gr.3). Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Fredrik Reuterskiöld har indtil videre vundet 608 sejre som træner. Lidt færre end sin storebror Lennart jr. Herover ses han sammen med Carlos Lopez på Meydan. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

”PEAS AND CARROTS ER DEN BEDSTE HEST JEG HAR TRÆNET”. 

Lennart Reuterskiöld jr. overtog træningen af Waleed Zawawi-ejede Peas And Carrots (Final Appearance) efter den i 2006 i Lars Kelps træning havde vundet Dansk Derby.

Og efter en skadespause debuterede Peas and Carrots i Juniors træning med en sejr året efter i Dansk Breeders‛ Cup.

Senere blev det til en række storsejre for Peas and Carrots og Junior. Bl.a. i 2008 i Pramms Memorial og Stockholms Stora Pris (Gr.3), hvor han slog Appel Au Maitre. Og i 2009, hvor han vandt Scandinavian Open Championship (Gr.3).

Junior husker især med glæde tilbage på dysterne med TLP Racings Quilboquet (Jules) i Pokalløb på Klampenborg.

”De tørnede sammen tre gange i Pokalløbet. I 2008, 2009 og 2010, og hver gang var de i mål som første og anden”, fortalte Junior.

Quilboquet vandt i 2009, Peas and Carrots de andre to år. I 2009 og 2010 havde jeg dem begge i min træning”.

Mægtige Peas And Carrots vandt 20 af sine 50 karrierestarter og tjente over 6,2 millioner svenske kronor. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Peas And Carrots i paddocken på Jägersro. En vidunderlig hest at se på, og så kunne han løbe væddeløb som få andre skandinaviske topheste. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp. 

En anden hest, som Lennart Reuterskiöld jr. gennem årene har haft stor glæde af er Hurricane Red (Hurricane Run).

Flere af de heste, som Junior har i stalden har på den ene eller anden måde da også en tilknytning til Hurricane Red, der har betydet meget for Junior.

”Og trods kun få afkom har Hurricane Red haft betydelig succes i avlen”, understregede han.

”Han er far til Bettina Andersen-trænede Lucien, der var tredje i Dansk Derby i 2023 og i fjor anden i Breeders‛ Trophy Mile på Bro Park, begge gange slået af Slava Ukraini (Moohaajim)”, forklarede Junior.

Hurricane Red, Lennart Reuterskiöld Jr och Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Lennart Reuterskiöld jr. med en af de bedste heste han har trænet, Hurricane Red, der nu er opstaldet som avlshingst på York Stutteri. Han var skandinavisk 3-årschampion med sejr i bl.a. Svenskt Derby. Som ældre hest opnåede han fem Gruppeløbstriumfer og flere Listed-sejre. Foto: Stefan Olsson /Svensk Galopp. 

”Og Hurricane Red er også far til lillesøsteren til Silver Wings (Appel au Maitre), I Can Do It, der vandt Dansk Galop Auktionsløb i fjor og er i træning hos Søren Jensen. Hende tror jeg en del på fremover”, nævnte Junior.

Da Hurricane Red vandt Svenskt Derby i 2013, var han den første af Juniors tre svenske derbyvindere. I 2016 fulgte en ny derbysejr med Duke Of Burden (Footstepsinthesand).

Og året efter var Junior igen i vindercirklen, da Dorcia (Henrythenavigator) vandt Svenskt Derby.

Carlos Lopez triumferer på ryggen af Dorcia. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Carlos Lopez triumferer på ryggen af Dorcia i Svenskt Derby. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Og i 2021 var Junior igen tæt på en svensk derbysejr, da The JC Organizations Wolfof Vancouver (Speightstown) kun blev slået med kort hoved af Stald Ras‛ Stroxx Carlras (Footstepsinthesand), begge danskejede.

Junior har stor veneration for Zawawi Racings topsprinter Alcohuaz (Merchant Of Venice), der ud over en lang række skandinaviske topløb vandt tre Listed-løb udenfor Skandinavien, bl.a. Prix de Bonneval (L) på Maisons-Laffitte i 2010.

Alcohuaz nåede et maximumhandicap på 96. Han vandt 24 gange, og han indløb over fire millioner kroner.

Alcohuaz og Fredrik Johansson havde let spil i Lanwades Stud Jägersro Sprint (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Alcohuaz og Fredrik Johansson ved sejren i Lanwades Stud Jägersro Sprint (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Af andre topheste, som Junior har haft stor glæde af gennem sin nu 25-årige karriere som professionel træner på Jägersro nævner han Gold Tyranny (Zoffany) og fremhæver i den sammenhæng de mange og tætte opløbskampe med ærkerivalen Suspicious Mind (Appel Au Maitre).

Endvidere derbyvinderen Duke Of Burden (Footstepsinthesand) og halvsøsteren, Listedvinderen Rock Of Ridd (Antonius Pius), der begge havde samme mor som Bank Of Burden (Hawk Wing), samt superhoppen Mrs Loreen (Needwood Blade).

Lennart Reuterskiöld jr. og artiklens forfatter Klaus Bustrup diskuterer Juniors muligheder for nye storsejre de kommende år. Foto: Isabelle Lagrange Bustrup.

FLERE KLASSISKE KANDIDATER I STALDEN. 

Juniors sortsyn, når det gælder fremtiden for svensk galopsport, slår ikke igennem, når han skal vurdere mulighederne for nye storsejre for stalden i de kommende år. Tværtimod. Her er han optimist.

”Bliver du svensk trænerchampion igen i 2025” spurgte jeg.

”Det går jeg selvfølgelig efter, svarede Junior, ”men det er ofte et spørgsmål om, hvorvidt man i stalden har en hest, der virkelig slår igennem”.

Lennart Reuterskiöld jr. vil starte sæsonen med knap 30 heste i træning på Jägersro. Der er en næsten lige blanding af 2-åringer, 3-åringer og ældre heste.

Halvdelen af de otte 3-åringer er meget veltrukne, men ustartede. De omfatter Abby (Appel Au Maitre), en halvsøster til American Zodiac (Juniper Tree), der vandt Svenskt Oaks i 2023.

L’Heure Bleu (Hurricane Red) er halvsøster til Tille In Action (Pastorius), der sejrede i Breeders’ Prize Classic på Øvrevoll i 2020.

Mr Styles (Gale Force Ten) er ud af superhoppen Mrs Loreen, (Needwood Blade), som Lennart selv trænede. Hun vandt i 17 af sine 30 starter og nåede et maximumhandicap på 92 og en indtjening på næsten tre millioner svenske kroner.

Og endelig Tea Montana (Oasis Dream), der er opdrættet på York Stutteri af Cat Racing og første føl ud af Zoffany-datteren Xanthippe.

Xanthippe er ud af Wewantitall (Pivotal) der er mor til Skandinaviens mest vindende hest nogensinde, Bank Of Burden (Hawk Wing).

”Det er alle fine heste med flotte afstamninger, der nu skal vise, hvad de kan” forklarede Junior. I første omgang er han meget optaget af Abby, som han har stor tiltro til.

Barossa Valley i stalden på Jägersro. ”Vinder han Svenskt Derby i år?”, spurgte jeg Junior. Det tror Junior på. ”Han har klassen til det, og jeg håber og tror på, at han står distancen”. Foto: Isabelle Lagrange Bustrup.

Blandt de 3-åringer, der allererede har prøvet livet på turfen er Mr. Ascots ubesejrede Barossa Valley.

Barossa Valley er efter Mehmas (Acclamation), der er opstaldet på Tally-Ho Stud i Irland til en bedækningspris på 70.000 euro og allerede er far til syv individuelle Gruppe-1-vindere.

”Og håbet er”, nævnte Junior, ”at han skal give Mr. Ascot sin første svenske derbyvinder”.

Breeze-Up importen Barossa Valley imponerede stort som 2-årig i sine to første starter på Klampenborgs græs.

”Og det betyder ikke noget for ham, om han løber på græs eller dirt”, mener Junior. ”Han træner jo på dirt hver dag.

”Planen er, at han skal starte i Voterlöpning og så senere i Svensk Derby”, tilføjede Junior.

Mr Ascots Barossa Valley vandt sit livs to første og hidtil eneste starter på Klampenborgs græs. Foto: Burt Seeger.

The JC Organizations Lawof Sines (Tiz The Law) gjorde det også godt som 2-årig. Han vandt overlegent i sin debut på Jägersro, og han afsluttede sæsonen med en fjerdeplads i Skånelandlöpning, slået med fire længder af Epsilon Pegasi (Churchill).

”Han kan meget, og det har hjulpet, at han er blevet kastreret”, nævnte Junior.

Som med Barossa Valley er det meningen, at han i første omgang går efter Voterlöpning og Svenskt Derby.

Won Of A Kind (Earthlight) er opdrættet af Joca Stable og Cat Racing og ud af Dubawi-hoppen Fire Blaze.

Won Of A Kind syntes som 2-årig at føle sig bedre tilpas på Klampenborgs græs end Jägersros dirt, og hun var tredje i Dansk Kriterium slået af Kis Me Again (Moohaajim) og Zarina (Appel Au Maitre).

”Der er flere årsager til, at hun løb dårligt på dirt i fjor”, mener Junior. ”Won Of A Kind er blevet opereret, men hun er OK nu, og jeg tror på, at hun er med fremme i Mowerinaløb på Klampenborg, der løbes den 3.maj”.


Icecapada med sit hingstføl, Icefall, efter Juniper Tree fotograferet hos Anna Sundstrøm i Normandiet. Foto: Anna Sundström. 

FLOT 2-ÅRS-HOLD, DER KAN RUMME BÅDE EN DERBYVINDER OG EN OAKSVINDER I 2026. 

Også når det gælder 2-åringer er Lennart Reuterskiöld jr. godt rustet.

I stalden er bl.a. en halvsøster til Zidane (Areion), Aitana, efter Criterium International (Gr.1)-vinderen Alson (Areion).

Og her finder vi også Icefall (Juniper Tree), der er opdrættet af Joca Stable, og ud af legendariske Icecapada (Mastercraftsman), der i sin karriere indtjente tæt på fire millioner svenske kroner og sejrede i fem Listed-løb.

Familien Nørgaard sikrede Icecapada, en halvbror til Hurricane Red – der også er opstaldet på York Stutteri – på skandinaviske hænder, da de købte den af Kolbjørn Selmer og Niels Peter Gill umiddelbart inden den skulle i ringen på Tattersalls December Sale i 2019.

Icefall er en af mine favoritter”, nævnte Junior. ”Han rører sig fint. Måske ser vi ham i år i nogle af de større 2-årsløb, men det er næste år, der er afgørende, og det vil ikke overraske mig, hvis han vinder Dansk Derby i 2026”.

Er det en kommende derbyvinder? Junior fotograferet sammen med Icefall, som han har store forventninger til. Foto: Isabelle Lagrange Bustrup.

Zwicky Racings Majidah (Juniper Tree) er eget opdræt. Hun er ud af Mariyca (Daylami), der i 2011 vandt Fawzia Stakes i Zwicky Racings farver.

Mariyca har haft en flot karriere som avlshoppe, og hun er bl.a. mor til vinderen af Skandinavisk Grand Prix, Hollywood Boulevard (Wilshire Boulevard) og til Malekha (Juniper Tree).

Ud over sejren som 4-årig i Dansk Breeders‛ Cup vandt Malekha som 3-årig Dansk Oaks, og hun var tredje i Dansk Derby slået af Ready Teddy (Maxios) og Careless Whisper (Barocci), samt anden i Dansk St. Leger – igen slået af Ready Teddy.

Majidah er en stor flot hoppe med det rette temperament” forklarede Junior. ”Jeg satser på, at hun kan vinde Dansk Oaks i 2026”.

Jeg antød, at Junior måske nu var ved at tage munden lige lovlig fuld med forventede sejre i såvel Dansk Derby som Dansk Oaks i 2026. ”Måske”, svarede Junior. ”Men jeg plejer at få ret”.

Malekha og Oliver Wilson vinder Dansk Breeders’ Cup 2021 foran Careless Whisper med Per-Anders Gråberg. Malekha er ejet af Waleed Zawawi, opdrættet af Zwicky Racing, og hun var trænet af Brian Wilson. Foto: Burt Seeger. 

Af andre 2-åringer i stalden hos Lennart Reuterskiöld jr. kan nævnes Pastorius-datteren Miss Curie. Hun er første føl ud af Marieappel (Appel au Maitre), som Junior selv trænede.

Som væddeløber var Marieappel anden i Svenskt Kriterium. Hun vandt Derby Trial Stakes på Jägersro, og hun var tredje i Svenskt Oaks.

Faderen Pastorius (Soldier Hollow) er far til den danske derbyvinder i 2018, Master Bloom, der året efter også vandt Scandinavian Open Championship (Gr.3) på Klampenborg.

Wendje (Giant Sandman) er halvsøster til den svenske Oaksvinder American Zodiac (Juniper Tree), der den 27. februar i år nedkom med et hingstføl efter Appel Au Maitre.

”De er begge interessante 2-åringer”, mener Junior.

Plantstepsdream. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

SYV HESTE MED OVER 80 I HANDICAP. 

Det mangler heller ikke på ældre klasseheste hos Lennart Reuterskiöld jr.

Den højest handicappede er nu 9-årige Plantstepsdream (Planteur) med et handicap på 92. Siden august 2021 har Plantstepsdream haft et handicap på over 90.

En drøm af en væddeløber, der i sin karriere har vundet 11 gange og indtjent næsten tre millioner svenske kroner.

I 2023 vandt Plantstepsdream Peas And Carrots Mile (L) og så sent som i fjor løb Plantstepsdream et af sine bedste løb, da han blev anden til Stroxx Carlras i Pramms Memorial (L).

Plantstepsdream er en hest, der kun kan løbe på dirt”, nævnte Junior.

”Som i fjor vil vi satse på Spring Mile (L) og på Pramms (L) med Plantstepsdream, begge på Jägersro. Og måske tager vi også turen til Stockholm, hvor Plantstepsdream to gange har været anden i Tattersalls Nickes Minnelöp (L) på Bro Park.

Una Matina og Carlos Lopez vinder York Fillies & Mares foran Xotica med Evelina Rönnlund. Foto: Burt Seeger.

Nu 6-årige Una Matina er efter Golden Horn (Cape Cross), der i 2015 vandt såvel Epsom Derby (Gr.1) som Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1).

Una Matina har et handicap på 85. ”Hun er meldt til Sceptre Stakes den 26. april på Klampenborg og skal der ud over starte i de andre store hoppeløb i Skandinavien”, forklarede Junior.

Una Matina stiftede vi bekendtskab med på Klampenborg i fjor, da hun vandt Elkær Stutteri Fawzia Stakes efter en meget særpræget løbsoptakt, hvor hun nær aldrig var kommet til start, da hestetransporten stod stille i trafikken på vej til Klampenborg.

Men hun nåede det, og hun vandt en kneben sejr før Good To Go (Zoffany), der løb sit livs løb, og Go On Carlras (Harzand).

En elegant Lennart Reuterskiöld jr. med ærespræmie og blomster fra Elkær Stutteris Ingermarie Due Nielsen og Thorkild Møller Nielsen efter Una Matinas sejr i Elkær Fawzia Stakes 2024. Foto: Burt Seeger. 

Zidane (Areion) var Juniors mest vindende hest i fjor med en indtjening på næsten 1,4 millioner svenske kroner.

Det blev til fire sejre i ni starter, bl.a i Bro Park Trial.

To gange var Zidane tæt på at blive derbyvinder i fjor. I Svenskt Derby var han tredje slået af Schamyl (Appel Au Maitre) og Mendel’s Rock (Mendelssohn).

Og i Dansk Derby var han meget tæt på, men her måtte han til sidst efter en indædt kamp bøje sig for nu afdøde Lone Kaj-Nielsens Brigadier (Moohaajim), der desværre måtte aflives sidst på året i fjor.

Zidane og Elione Chaves vinder Bro Park Trial foran Masters Call med Andreas Tapia Dalbark. Dobbeltsejr til Lennart Reuterskiöld jr. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp. 

Zidane kommer måske til start i Spring Mile (L) og Pramms (L). Vi får se”, nævnte Junior. ”4-åringerne har det ofte svært, og det tager tid at komme ind i den ældre elite i Skandinavien”.

Andre nu 4-åringer i stalden hos Junior, der gjorde det godt i Derbysæsonen inkluderer Sea Love (Sea The Moon), der vandt Svenskt Oaks i fjor.

”Hun er en rigtig god hoppe”, understregede Junior. ”Hun går efter Breeders‛-løbene, og jeg regner også med, at vi starter hende i såvel Sceptre Stakes som Fawzia Stakes på Klampenborg‟.

Også Yobro (Al Wukair) gjorde det godt i fjor, hvor han fulgte Schamyl dørs i Svenskt St. Leger.

Junior vil gerne se Yobro løbe på Klampenborg, og måske får vi ham at se allerede i Tuborg Åbningsløb den 12. april. Foto: Isabelle Lagrange Bustrup.

FORTSAT USIKKERHED OM GALOPSPORTEN I SKÅNE 

Senest i 2028 vil den nuværende hestevæddeløbsbane på Jägersro ikke længere være tilgængelig, og der hersker fortsat usikkerhed om fremtiden for galopsporten i Skåne.

Det spørgsmål optager naturligvis Lennart Reuterskiöld jr. meget, og han gav til sidst under interviewet en meget grundig og fyldestgørende forklaring på, hvordan han ser på sagen.

Indledningsvis understregede Junior, at selskabet Svensk Galopp i dag består af væddeløbsbanerne i Stockholm, Göteborg, hvor der kun afholdes få galopløb, og Malmö.

Og selvom der i dag er flere heste i Skåne end i Stockholm, har Stockholm flere stemmer i bestyrelsen end Malmö. Stockholm og Gøteborg kan, hvis de vil, majorisere Malmö.

Lennart Reuterskiöld jr. i staldrummet under interviewet. Da jeg spurgte om galopsportens fremtid i Skåne forsvandt smilet, og junior forklarede dybt engageret om de store problemer han ser for svensk galopsport. Foto: Isabelle Lagrange Bustrup.

Efter Juniors opfattelse startede mange af de nuværende problemer, da man solgte Täby i Stockholm og i stedet byggede Bro Park. Banen er efter Juniors opfattelse placeret for langt fra Stockholms centrum, og alt gik galt, da man byggede banen.

Udgifterne var budgetteret til 400 millioner kroner, men Bro Park kom til at koste en milliard kroner, og Svensk Galopp mistede en stor del af sin kapital og blev helt afhængig af tilskuddene fra spilleselskabet ATG.

I dag modtager Bro Park lang den største andel af midlerne til Svensk Galopp fra ATG, og samtidig har Svensk Galopp omkostninger på mere end 30 millioner svenske kroner. Det er midler, der i langt højere grad burde gå til at forhøje præmiepengene til hesteejerne, mener Junior.

Galopsportens vilkår i Skåne er særligt vanskelige, påpegede Junior. Man lejer sig ind hos Svensk Trav på Jägersro, hvilket ud over lejeudgifter giver begrænsede muligheder for egne aktiviteter, f.eks. events, som man ser det på Klampenborg.

Samtidig er travet storebror spillemæssigt og prioriteres af ATG. Galopløb på Jägersro bliver derfor ofte afholdt onsdag middag, hvor det er svært at skaffe tilskuere.

Sådan ser planerne ud for den nye Galopbane i Bara, og skånske galoptrænere håber meget på, at det kan realiseres, men det tvivler Lennart Reuterskiöld mere og mere på.

Derfor ønsker galopsporten i Skåne (Skånska Fältrittklubben) at overtage ansvaret for at drive galopvirksomhed i Skåne, og der har længe været planer om etablering af et anlæg i Bara, hvor der kan rides galopløb og etableres træningsfaciliteter.

Men det kræver accept og kapital fra Svensk Galopp, og det har man indtil videre modsat sig. Svensk Galopp har det økonomisk svært.

Før jul besluttedes det ved en snæver afstemning i bestyrelsen for Svensk Galopp at arbejde videre med, at SFK (Skånska Fältrittklubben) overtager ansvaret for at drive galopvirksomhed i Skåne, men det kræver et flertal to gange og det tror Junior ikke man får.

Et alternativt forslag om et ”nyt Jägersro” med et fællesanlæg for såvel trav som galop er foreløbig lagt i skuffen, og det har også mødt betydelig modstand fra skånske galoptrænere. De er af den opfattelse, at en galopbane, der skulle placeres indenfor travbanen, ville blive alt for lille.

Lennart Reuterskiöld jr. og hans kollegaer i Skåne har været meget utilfredse med hele forløbet. Og de henviser til, at antallet af fødte føl og heste i træning i Sverige er faldet med godt en tredjedel siden 2019.

Hvis man havde truffet beslutning om Bara for år tilbage, kunne projektet snart have været færdigt, men nu tvivler Junior på – selvom der måtte blive truffet en positiv beslutning – hvorvidt Bara vil kunne stå færdig til væddeløb i 2028.

Derfor ser Junior negativt på fremtiden ikke kun for galopsporten i Skåne, men for galopsporten i hele Sverige, ligesom han påpeger, at også galopsporten i Norge på Øvrevoll er i vanskeligheder.

Feststemning på Klampenborg Galopbane.

JUNIOR ELSKER AT KOMME PÅ KLAMPENBORG GALOPBANE. 

Modsat andre steder i Skandinavien er der fremgang på Klampenborg Galopbane, påpegede Junior flere gange under samtalen.

”Jeg elsker at komme på Klampenborg og opleve den feststemning, der er på ”Skandinaviens Royal Ascot”. Hvor galopbanerne ofte er halvtomme i Sverige, samler man nu mange tusinde tilskuere hver gang, der er væddeløb på Klampenborg”.

”Det er imponerende”, mener Junior, og han er fuld af beundring for det arbejde, som KG’s direktør Carsten Baagøe Schou har udført, ikke alene omkring fornyelse af væddeløbsdagene, men også når det gælder den omfattende eventvirksomhed.

”Det eneste, der mangler – også på Klampenborg – er højere præmiepenge‟, nævnte Junior.

Som årsag til Klampenborg Galopbanes succes nævnte Junior også, at ledelsesforholdene her er betydeligt mere ideelle, end i Sverige.

Et oplagt spørgsmål til Lennart Reuterskiöld jr. afslutningsvis var naturligvis, om han kunne tænke sig at etablere sig på Klampenborg som træner, hvis der ikke længere er galopaktiviteter i Skåne.

”Det vil jeg ikke udelukke”, svarede Junior. ”Men det er en stor beslutning, og der er jo ikke plads til alle galoptrænerne i Skåne på Klampenborg, hvor mulighederne for at etablere nye stalde er begrænsede”.

Picture of Klaus Bustrup

Klaus Bustrup

RaceTime. Født 1947 i København. Har i sin professionelle karriere været administrerende direktør i Landbrugsraadet (i dag Landbrug & Fødevarer) 1994-2008. Formand for Danidas Styrelse 2008-13 og formand for FødevareBanken 2013-19. Klaus har som sin bror Per haft sin gang på Klampenborg Galopbane i mere end 60 år.

Seneste artikler

Scroll to Top