fbpx

RaceTime: “Stædighed belønner sig!”

“Det var året, hvor Sea The Stars skulle indlede sin avlskarriere på Gilltown Stud i Kildare. Han var fuldt booket op med gæstende hopper, så Aga Khan Studs havde ikke plads til at have Mariyca stående på stutteriet”.


Malekha og Eduardo Pedroza vinder Juniper Tree Dansk Oaks foran Havana Red og My Little Sister. Foto: Burt Seeger.

Da Malekha nærmede sig målstregen – og den overlegne sejr i Juniper Tree Dansk Oaks 2020 – kunne man høre Filip Zwickys engagerede råb over hele banen.

Sandsynligvis også på Bakken. Det er forståeligt.

Bag Malekhas sejr ligger en lang vej op ad bakke. En lang og drøj rejse, der fik sit foreløbige højdepunkt, da Derbytreeren, Brian Wilson-trænede Malekha med Eduardo Pedroza i sadlen slog Havana Red i Dansk Oaks.

Malekha er – selvfølgelig – efter Juniper Tree og ud af Mariyca (Daylami), som er hovedpersonen i RaceTimes interview med Mariycas medejer og med-opdrætter af Malekha, Filip Zwicky.

Brian Wilson og Eddie Pedroza jubler over Malekhas Oaks-triumf. Foto: Burt Seeger.

DER VAR IKKE PLADS TIL MARYICA.

Hvornår købte du Mariyca, Filip?

“Jeg købte hende for mere end 10 år siden, og hun var én af mine første egne handler på Goffs i Irland. Det var året hvor Sea The Stars skulle indlede sin avlskarriere på Giltown Stud i Kildare. Han var fuldt booket op med hopper, så de havde ikke plads til at have Mariyca stående på stutteriet”.

“Hun havde pådraget sig en hovbyld. Derfor kunne hun hverken sendes til februar-salget på Goffs eller gå tilbage i træning hos John Oxx. Så Aga Khans stud manager Pat Downes kom til mig og spurgte, om ikke hun kunne være noget til Skandinavien “for small money”. De var simpelthen nødt til at finde et nyt sted til hende med det samme”.


KØB HENDE!

Filip fortsatte: “Udover sin pragtfulde Aga Khan-afstamning havde hun en OR på 92, og hun havde slået en senere gruppeløbsvinder, da hun aflagde maidentitlen som 2-årig i Irland”.

“Det lød rigtig spændende, så jeg ringede til min far, som var på forretningsrejse i Belgien og spurgte, om jeg kunne få lov til at købe hende. Han spurgte hvad hun skulle koste, og jeg svarede, at Aga Khan Studs kun bad om 5.000 euro. Han sagde bare: KØB HENDE!


VANDT FAWZIA STAKES.

Mariyca indledte sin skandinaviske løbskarriere hos Johan Reuterskiöld på Jägersro, og hun fortsatte hos Ole Larsen.

På Derbydagen i 2011 vandt hun i Zwicky Racings blå/hvide farver det store hoppeløb Fawzia Stakes foran Niels Petersens to championhopper Grafitti og Tatoosh. Dina Danekilde var i salen på Mariyca, akkurat som da hun få uger funden havde vundet let over 2400 meter på Jägersro.

Ole Larsen-trænede Mariyca og Dina Danekilde vandt Fawzia Stakes 2011 på Klampenborg foran Niels Petersens to tophopper Grafitti og Tatoosh. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

OP AD BAKKE.

Filips forældre satte Mariyca i avlen med base på York Stutteri, men det skulle vise sig at blive en lang vej op ad bakke.

Mariyca kom slet ikke i brunst i sit første år, hvilket førte til en reproduktions-undersøgelse. Det viste sig, at hendes ene æggestok var fuldstændig visnet hen, og den anden æggestok derfor brugte alt for meget kraft på at aflaste.

Hun fik bortopereret æggestokken, missede selvfølgelig det første bedækningsår, men hun kom i fol året efter. Og endnu et år senere nedkom hun med et dødfødt føl.


Mariyna/Maikel Narvaez aflægger maidentitlen foran Surfers Paradise og Broadway. Foto: Burt Seeger.
Malekhas storesøster Mariyna ved sejr på Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

MARIYNA VAR EN LOVENDE 2-ÅRIG.

“Mine forældre var hun i år 3 uden at have fået et føl ud af hende”, fortalte Filip – men det lykkedes i år 4 med Mariyna (Mingun), der i sin debut var anden bag King David, så tredje bag Queen Estoril og tredje i Skandinavisk Opdrætningsløb.

Hun vandt også som 3-årig, hvorefter hun blev solgt. Næste afkom var McCoy, som Brian Wilson købte og elskede. Desværre trådte McCoy galt i et traktorspor på træningsbanen og blev aflivet som 3-årig uden nogensinde at have startet.



MALEKHA KOMMER TIL VERDEN.

Først i 2017 kom Malekha til verden. “Så ja, det har været en lang og drøj rejse”, fortsatte Filip.

“Undervejs i forløbet blev min far også ramt af sygdom. Han stoppede stort set med at arbejde og måtte sande, at det ikke længere gik at holde heste. Så næsten alting blev solgt fra den ene dag til den anden, inklusiv Derbyvinderen Tigress Eleven, der blev overtaget af Stald Ras.

“Men jeg holdt fuldt og fast på, at Mariyca ikke måtte slippes”, nævnte Filip.

“Så jeg endte med at købe hende af mine forældre med en aftale om, at når skuden en dag blev vendt, så ville vi deles om projektet, som en familie nu engang gør”.

Mariyca kom heldigvis i fol ved Juniper Tree – og resultatet blev Malekha.

Flemming og Filip Zwicky med opdræt- terpræmien efter Malekhas triumf i Dansk Oaks. Foto: Burt Seeger.

I TRÆNING HOS MARC STOTT INDEN BRIAN WILSON OVERTOG HENDE.

“Efter åringsauktionen 2018 besluttede vi at sætte Malekha i træning hos Marc Stott, men med aftale om, at hvis der dukkede en køber op, så var hun til salg”.

“Jeg håbede selvfølgelig på dette tidspunkt, at en af Marc Stotts investeringslystne kunder skulle få øjnene op for hende under træningen. Men hun var sent udviklet, så vi endte med at have hende i træning i Aarhus igennem hele 2-årssæsonen”.

“I januar i år ringede Brian Wilson til mig og fortalte, at han havde fået til opgave at finde en Derbyhest til Zawawi Racing. Han havde jo Malekhas storebror i træning og regnede ham skyhøjt, så han var meget interesseret i at købe Malekha“.

Zawawi havde et flot tilbud og det blev accepteret, hvorefter Malekha i slutningen af januar flyttede fra Aarhus til Trongården.

Malekha vandt ikke Dansk Derby. Hun blev tredje. Men i sin næste start vandt hun Dansk Oaks og indfriede de klassiske forventninger, der var til hende forud for sæsonen. Og den 26. september forsøger hun atter i klassisk sammenhæng i Dansk St. Leger.


LILLEBROR EJES AF THE JC ORGANIZATION OG ER I TRÆNING HOS NIELS PETERSEN.

I fjor solgte Filip på Scandinavian Open Yearling Sale på York Stutteri Malekhas lillebror, Hollywoodboulevard (Wilshire Boulevard) til Alice Weiste og John Christensens The JC Organization.

Han er i træning hos Niels Petersen og løber søndag den 13. september i Breeders’ Trophy Juvenile på Bro Park.

Derefter er det ikke umuligt, at han skal besøge Klampenborg for første gang i Dansk Galops Auktionsløb. Samme dag som Malekha skal ud i Dansk St. Leger.

“Niels Petersen har meget stor tiltro til ham på længere sigt og mener, at han er lige så meget en klassisk kandidat som Malekha“.

Mariyca fik tidligere i år et hoppeføl. En helsøster til Hollywoodboulevard. Nu nyder den 14-årige avlshoppe York Stutteris græs i fol ved Hurricane Red. Og til næste år skal hun tilbage til Juniper Tree.

Picture of Klaus Bustrup

Klaus Bustrup

RaceTime. Født 1947 i København. Har i sin professionelle karriere været administrerende direktør i Landbrugsraadet (i dag Landbrug & Fødevarer) 1994-2008. Formand for Danidas Styrelse 2008-13 og formand for FødevareBanken 2013-19. Klaus har som sin bror Per haft sin gang på Klampenborg Galopbane i mere end 60 år.

Seneste artikler

Scroll to Top