Royal Ascot: Almeraq overraskede på sidstedagen

Det store højdepunkt på sidstedagen af Royal Ascot-ugen var sprinterløbet Queen Elizabeth II Jubilee Stakes (Gr.1) over 1200 meter. Med £1.000.000 i præmiesum er det det højeste betalte sprintopgør i Europa, og det havde trukket stjerneheste til fra både Japan og Australien.


Det blev imidlertid britisk sejr til Almeraq (Dark Angel), der i et knivskarpt opløb var først over stregen, med de første fire indenfor et hoved. Japanske Satono Reve (Lord Kanaloa) endte på andenpladsen, fulgt af favoritten, australske  Joliestar (Zoustar), og Stolen Kiss (Chacnak).

Almeraq trænes af William Haggas fra Newmarket, og havde Tom Marquand i sadlen.

Opmuntrende var det for dansk galopsport, at Great Wish (Night Of Thunder) sluttede på sjettepladsen 2,5 længde efter, og indenfor præmierækken til en check på £13,500.

At slutte i den bedste tredjedel i årets måske stærkeste besatte sprintopgør i Europa overgår alle forventninger for Great Wish, der trænes af Bent Olsen og ejes af Lone Kaj-Nielsens Fond.



Dagen startede med et Gruppe 2-løb, Norfolk Stakes for de 2-årige over 1000 meter. Det gav dobbeltsejr for avlshingsten Havana Grey (Havana Gold).

Vinder blev Orthodox, trænet af Clive Cox fra Lambourn, og reddet af Rossa Ryan. El Floridita var klart slået til andenpladsen med små fire længder.



Dagens andet løb var Hardwicke Stakes (Gr.2), for de ældre heste over 2400 meter. Her trak Giavellotto (Mastercraftsman) det længste strå. Hoppen Kalpana (Study Of Man) førte i opløbet, men blev slået på stregen med mindst mulige margen.

Giovellotto trænes af Marco Botti fra Newmarket, og i sadlen var det Oisin Murphy, der omsider fik ugens første sejr.

Ugens sidste gruppeløb var Jersey Stakes (Gr.3) for de 3-årige over 1400 meter.

Her sejrede Thesecretadversary (St. Marks Basilica), der tog føringen med 200 meter til mål, men Take Charge Star (Starspangledbanner) kom tæt på og var kort slået med et hoved.



Royal Ascot-ugens sidste løb var et handicap, og hvem andre end konstellationen Aidan O’Brien/Ryan Moore stod bag vinderen Illinois (Galileo).

Jeg bemærker også det efterhånden er sjældent man ser afkomssejre for Galileo, der dog stadig har afkom tilbage på banerne.

Så det var en passende vinder at runde Royal Ascot-ugen af med.


Seneste artikler

Scroll to Top