fbpx

RaceTime: Historien om Scandinavian Open Championship

Vi skal tilbage til midten af 1970’erne. Nogle visionære galopentusiaster fik da den idé, at der burde afholdes et internationalt storløb på Klampenborg Galopbane. Danmark – og Klampenborg – skulle ikke længere være en hvid plet på det europæiske kort over internationale galopscener.

Fortalt af Per Aa. Bustrup


Trainers Seat og Lester Piggott føres tilbage til Klampenborgs vindercirkel efter sejren i den første udgave af Scandinavian Open Championship i 1977.

Efter en lang og sej planlægningsperiode over nogle år blev det besluttet, at det første Scandinavian Open Championship skulle afvikles i 1977.

Planlægningen af det store arrangement blev lagt i hænderne på Ole M. Frederiksen fra F Reklame, der sammen med Per Aagaard Bustrup – der på det tidspunkt var ansat på Galopbanen – skulle stå for det store arrangement og løbende informere til Galopbanens bestyrelse.

Efter en lang og sej planlægningsperiode blev det første Scandinavian Open Championship løbet i 1977. Præmiesummen var på 250.000 kroner. Der var stor bevågenhed fra Pressens side.

På dagen var tribunerne fyldt til bristepunktet og spillet i totalisatoren nåede nye højder.

Det blev en meget stor succes og naturligvis blev det gentaget året efter, hvor præmiesummen var steget til 400.000 kroner. Igen var dagen en stor succes!



Forskellige omstændigheder medførte, at Scandinavian Open Championship derefter blev lagt i ”mølpose”, men heldigvis kom det igen på Galopbanens sæsonplan – dog først 19 år efter den første udgave af begivenheden havde fundet sted.

Initiativet kom fra Kim Elsass, der var medlem af Galopbanens bestyrelse – og det skete sandelig med brask og bram. Præmiesummen blev sat op til ikke mindre end én million kroner! – et meget stort beløb set med selv internationale briller.

Det første Scandinavian Open Championship i ny udgave blev afviklet i 1996 – og Kim Elsass havde set rigtigt: Det blev en endog meget stor succes!

Det skyldes mange personer i og omkring Klampenborg Galopbanes store indsats.


Markedsføringen op til det første Scandinavian Open Championship i 1977 var meget stor. På mange steder rundt omkring i København blev der bl.a. skiltet med plakater som vist ovenfor. Plakaten herover er fra 1996.

Introduktionen af et løb i international målestok blev et skub fremad for dansk galopsport.

Det betød også, at internationale topheste og jockeys i årene efter besøgte Klampenborg Galopbane.

Indsatsen betød da også, at Scandinavian Open Championship i 2000 blev opgraderet til et Gruppe-3 løb.

Siden 1996 har mange internationale topheste og jockeys besøgt Klampenborg Galopbane.

Men selv med flot pressedækning og fyldte tribuner skal der være økonomi i at afholde et løb af Scandinavian Open Championships størrelse, og det må erkendes, at Scandinavian Open Championship ikke har den samme nimbus som før.

Det har også betydet, at besøget af internationale topheste og jockeys savnes. Desværre har det også været nødvendigt med mellemrum at sætte præmiesummen ned. Og netop en konkurrencedygtig præmiesum betyder rigtigt meget, hvis man drømmer om at tiltrække de bedste.


Klampenborg Galopbane i 1970’erne med det ikoniske Dommertårn og tilskuere på inderkredsen.
RaceTime

RaceTime

Bag RaceTime står brødrene Per og Klaus Bustrup. Familien Bustrup har været fast inventar på Klampenborg Galopbane siden midten af 1950'erne. Per har været marketingchef på Klampenborg Galopbane, hvor han introducerede banens program ”Galoppen”, og han var én af iværksætterne bag Scandinavian Open Championship. Han var medkommentator på DR-TV ved større galopbegivenheder. I 1986 stiftede han sit eget reklamebureau. Per har udgivet bogen ”150 år med fuldblod, fest og farver” sammen med Hans Erik Westerberg samt ”Bagerlærlingen, der blev ”championjockey”. Han har været medejer af bl.a. Blue Mary og Stradivarius. Klaus var i mange år adm. direktør for Landbrugsraadet. Han har været formand for Danidas Styrelse og for bestyrelsen i FødevareBanken.

Seneste artikler

Scroll to Top