I lørdags kom endnu et føl til verden på Fyn. Denne gang på Peas And Carrots’ fødestutteri Havreholm hos Dorte og Henrik Kristensen.
Og det var også et hoppeføl nært beslægtet med dansk avls store flagskib. Moderen til Academy Award-føllet er nemlig Peas And Love, en Cajun Cadet-halvsøster til Peas And Carrots. Peas And Love startede placeret som både 2- og 3-årig, men nåede kun at løbe syv gange i karrieren, inden hun atter kom tilbage til Havreholms Stutteri for at fortsætte i avlen.
Hendes første afkom fra 2009, den nu 3-årige hoppe Peas And Pistachie (Pistachio) er endnu ustartet, men i træning hos Lone Bager i Nordjylland, mens 2-årige Peas And Cake, der i Final Appearance deler far med Peas And Carrots, træner af Torben Christensen på Jydsk Væddeløbsbane i Århus.
Føllets berømte morbror, Peas And Carrots, rundede i 2011 seks millioner svenske kroner i samlet indtjening, og i en alder af otte år formåede han at være blandt de tre første gennem mål i otte af sine 10 starter, og han var blot 25.000 kroner fra atter engang at runde en million i årsindtjening.
Peas And Carrots er nu blevet ni år gammel, og han forventes at sæsondebutere i Dansk Jockey Club Cup (L) den 28. april på Klampenborg.

























