Det var ikke nogen stor overraskelse, at Klampenborgs og Danmarks suveræne Championjockey, 17-årige Oliver Wilson, kunne modtage publikums hyldest og den hæderfulde pris som Årets Jockey ved Hestesportens Galla i Nyborg lørdag aften.
Efter en eminent gennembrudssæson, hvor han red 52 vindere rundt omkring i Skandinavien og i overlegen stil vandt sit første championat på hjemmebanen Klampenborg, var tiden også kommet til en landsdækkende hædring af stortalentet, der i midten af den forgangne sæson selv sørgede for overgangen fra at være lærling til at blive jockey, da han vandt sin sejr nummer 70 i karrieren.
Oliver vandt titlen som Årets Jockey i konkurrence med ligeledes danske Jacob Johansen og brasilianske Rafael Schistl.
Galopsport.dk bringer i næste uge en udvidet artikel om Oliver Wilson og fremtiden.

























