Onsdagens to overbevisende storløbsvindere på Jägersro, Lea Olsens Giovanni Torkdahl og Niels Petersens Rockofthemountain, blev begge hævet til 83 i handicap, og dermed deler de førstepladsen på Svensk Galopps rankingliste til næste års Derbyserie.
Giovanni Torkdahl (Lope De Vega) og Rockofthemountain (U S Navy Flag) står et enkelt kilo højere end Wido Neuroths svenske Vinterfavorit-vinder Appelino (Sea The Moon) og Bent Olsens Auktionsløbsvinder Brigadier (Moohaajim).
På 81 følger Bent Olsen Svealand-vinder King Of Ten (Ten Sovereigns) sammen med Niels Petersens Futurity Stakes- og Heatherwold Cup-vinder Lord Mountbatten (Connect) og Patrick Wahls Green Exceed (Exeed And Excel).
Bettina Andersens danske Vinterfavorit My Fortune (Appel Au Maitre) er nummer otte med sit handicap på 80.
Lennart J:r Reuterskiölds Zidane (Areion), som i går vandt Kriterium Trial i en ren canter, og inden da vandt Jägersros Auktionsløb med fire længder, har fået 78. Zidane blev aldrig bedt om noget i går, men kom også i mål i en tid der var 4,2 sekunder langsommere end Giovanni Torkdahls i løbet forinden.
Zidane får dog en god mulighed for at galoppere sig ud i Svenskt Kriterium om små tre ugers tid.