Fuldt hus i Dansk Galops Auktionsløb på lørdag

Der er som forventet rigeligt med interesse i årets bedst betalte 2-årsløb i Skandinavien, Dansk Galops Auktionsløb. Det 1400 meter lange opgør, som har en samlet præmiesum på 600.000 danske kroner med halvdelen til vindere, har fået fuldt hus i startboksen med 15 deltagere.


Cool Magic og Carlos Lopez sejrer let med fire længder i Stutteri Hjortebo Produce Stakes foran Vincenzo. Foto: Burt Seeger.

Seks af de 15 kandidater har vundet tidligere: Daylight (Gleneagles), Willy’s Mark (U S Navy Flag), King Cooper (Lucky Vega), Classic Blaze (Go Go Gadget), Cool Magic (Moohaajim) og Albarella (Toronado).

Bent Olsen-trænede Cool Magic vandt Stutteri Hjortebo Produce Stakes i sit livs anden start, og hun fulgte senest op med en andenplads i Goffs Futurity Stakes bag den senere danske Kriteriumsvinder Cosmopolitan (Make Believe).

Det er form, som højst sandsynligt gør Cool Magic til én af de allermest betroede heste i Auktionsløbet, og hoppen er samtidig en glimrende reklame for gode køb på Scandinavian Open Yearling Sale, idet hun blot kostede 30.000 kroner i ringen.


Stutteri Stork Skandinavisk Grand Prix byder på en ny dyst mellem Mozart og Good Fortune, som senest var først og anden gennem mål i The Lanwades Stud Pokalløb (L) på Klampenborgs Derbydag. Foto: Burt Seeger.

Lørdagen på Klampenborg byder totalt på ni opgør, og foruden Dansk Galops Auktionsløb kan publikum bl.a. se frem til en lille, men virkelig kvalitativ udgave af Stutteri Stork Skandinavisk Grand Prix over 1800 meter.

Kun seks deltagere er til start – men navnene der mødes er Mozart (Le Havre), Itoldyouso (Go Go Gadget), Biot (City Light), Lucien (Hurricane Red), My Fortune (Appel Au Maitre) og Good Fortune (Appel Au Maitre).

Derudover står løbsdagen i Arqanas tegn, og de resterende opgør er alle opkaldt efter salgene i årets løb på det franske auktionshus i Deauville.


Seneste artikler

Scroll to Top