fbpx

Chaves vandt sejr nummer 1500 i lørdags

Da Elione Chaves lørdag aften red Lone Kaj-Nielsens 5-årige Dubawi-datter Nascetta først over stregen på Klampenborg, var det samtidig den brasilianske jockeys karrieresejr nummer 1.500.


Elione Chaves vandt sin karrieresejr nummer 1.500 på ryggen af Bent Olsen-trænede Nascetta. Foto: Burt Seeger.

Elione Chaves kom til Sverige som 25-årig i 2009.

I lighed med så mange andre sydamerikanske ryttere fik han ikke de store chancer til at starte med, men med sit brede smil, vindende væsen og hurtige udvikling sikrede han sig i løbet af få år eftertragtede jobs som førstejockey for både Francisco Castro og Lennart J:r Reuterskiöld, og sidenhen også hesteejerkontrakter for bl.a. Nils Petter Gill.

Desuden har han igennem årene haft sæsoner som den foretrukne førstejockey hos Søren Jensen og Bent Olsen i Klampenborg, Patrick Wahl på Bro Park og naturligvis hos Cathrine Erichsen på Øvrevoll.

“At jubilæumssejr nummer 1.500 netop blev vundet på en hest trænet af Bent Olsen betyder ekstra meget for mig”, fortæller Chaves tirsdag morgen.

På søndag er Chaves atter tilbage i bøjlerne på Nascetta i Klampenborg HesteEjerForenings Racing Bowl, ligesom han igen rider She Is On Fire (French Navy) der blev hans vinder nummer 1.499.

Også i både ITM Dansk Oaks og i Dansk Kriterium er Chaves engageret af Bent Olsen til at ride henholdsvis My Ladybug (Al Shemali) og Good To Go (Zoffany).


Elione Chaves med jockeyrumskollegaen Carlos Lopez og deres unge fan Axel forud for første løb i lørdags. Hér manglede Chaves endnu to sejre for at nå sit jubilæum. Foto: FZA.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top