På søndag får vi det med spænding imødesete opgør mellem de to heste, som i år har delt de tre skandinaviske Derbyer imellem sig. Bent Olsen-trænede Brigadier og Jan-Erik Neuroths Schamyl står side om side når lågerne springer op til Breeders’ Trophy Classic.
Brigadier (Moohaajim) har fået spor fem og Schamyl (Appel Au Maitre) spor seks i millionopgøret over 1750 meter græs, og det bliver samtidig første gang i historien, at de skandinaviske Derbyvindere mødes i Breeders’ Trophy Classic.
Brigadier har ikke startet siden han den 3. august strøg til tops i Bet25 Dansk Derby på Klampenborg. Schamyl kommer med en ganske frisk sejr fra Norsk Derby den 25. august.
Selv om de to Derbyvindere får deres helt egen ‘kamp i kampen’, er intet dog afgjort på forhånd.
Breeders’-feltet har trukket fuldt hus, og blandt de 13 øvrige deltagere findes bl.a. Niels Petersens ubesejrede Triple Treat (Giant Sandman) og Bettina Andersens ultra-stabile My Fortune (Appel Au Maitre).
Søndagens største favorit på Bro Park bliver ganske sikkert Stald Handshakes 4-årige Slava Ukraini (Moohaajim), som kommer ud mod ni konkurrenter i Breeders’ Trophy Mile over 1600 meter.
Slava Ukraini startede ikke i Breeders’ Trophy Juvenile som 2-årig, men han har til gengæld gjort rent bord i samtlige øvrige storløb i Breeders’-serien. I fjor vandt han både de svenske og norske Classic-udgaver, og i foråret slog han ligeledes til i Dansk Breeders’ Cup.
Nu venter den sidste opgave af slagsen for hingsten, som senest leverede én af sin karrieres hidtil bedste præstationer som fjerde i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3), på tre længders afstand af staldkammeraten Chianti (Zarak).
I Breeders’ Trophy Juvenile (Tommy Gustafsson Memorial), bliver der et hurtigt gensyn med de to første heste gennem mål i lørdagens Kriterium på Klampenborg, Bent Olsens Kis Me Again (Moohaajim) og Lea Olsens Zarina (Appel Au Maitre).
Førstnævnte skal forsøge at emulere sin helsøster Kis, som netop vandt dette løb i fjor under Elione Chaves.