Onsdag morgen kunne Stutteri Hjortebo byde årets første føl til verden, da Dubawi-datteren Nascetta folede en velskabt hingst efter Moohaajim. “Udseendemæssigt er han både en kopi af sin mor og sin morfar”, fortæller Iben Hjorth Buskop til GalopSport.
Stutteri Hjortebo erhvervede i fjor fra Nascetta fra Lone Kaj-Nielsen’s bo, og hoppen blev sat i fol ved Moohaajim (Cape Cross) efter en strålende løbskarriere med 10 sejre i 48 starter og mere end 780.000 kroner i samlet præmiesum.
Hun nåede som bedst op i et handicap på 89 og vandt bl.a. Sceptre Stakes for sin træner Bent Olsen.
Nascetta blev som åring købt af Lone Kaj-Nielsen for €520,000 på Arqanas August Yearling Sale i Deauville, som første føl ud af Balanchine (Gr.2)- og Cape Verdi Stakes (Gr.2)-vinderen Cladocera (Oasis Dream).

Med både afstamning og løbsmeritter i betragtning, havde en international avlskarriere været ret nærliggende, men heldigvis blev Dubawi-hoppen sikret en fremtid i Danmark.
På Stutteri Hjortebo er der yderligere seks avlshopper med termin i januar, og nu er der taget hul på den altid spændende og livsbekræftende føltid.
Velkommen til Årgang ’26!

























