Stall Perlen toppede andendagen af Goffs Orby Sale

Norske Bente og Magne Jordangers Stall Perlen stod bag et historisk resultat, da de med et hammerslag på 575,000 euro toppede andendagen af Goffs Orby Sale ved købet af lot 460, en brun hingst efter Kodiac.


Kodiac-sønnen i ringen på Goffs. Foto: Alex Cairns / ITM.

Handlen var samtidig den tredjestørste på hele Goffs Orby Sale, kun overgået af den No Nay Never-helsøster til den dobbelte Gruppe-1-vinder Blackbeard, som blev solgt for 2,6 millioner euro dagen forinden, samt en hoppe efter Galileo til 750,000 euro.

Interessant er det også, at de fire dyreste åringer på årets Goffs Orby Sale alle er hopper, og at netop hopperne også stod for syv af de 10 dyreste lot på salget.


Bente og Magne Jordanger flankeret af Peter og Ross Doyle på balkonen under budgivningen. Foto: Alex Cairns / ITM.

Bente og Magne Jordanger fik naturligvis hammerslaget på Kodiac-sønnen gennem de mangeårige samarbejdspartnere Peter og Ross Doyle, og teamet stod side ved side på balkonen over ringen, mens den intense budgivning fandt sted.

Hingsten, der skal trænes i Newmarket af Richard Hannon, er halvbror til Gruppe-1-placerede Hey Jonesy (Excelebration) og helbror til én af denne sæsons meget omtalte 2-årige hopper, Magical Sunset, der efter at have vundet sin debut fik fulgt op med en fjerdeplads i lørdagens Goffs Million på The Curragh.

”For os var han det bedste individ på hele salget”, fortalte Ross Doyle, der også købte hingstens helsøster for 340,000 euro i Goffs-ringen et år tidligere.


Stall Perlens hingst efter Kodiac, der blev købt for 575,000 euro. Foto: Alex Cairns / ITM.

Tidligere på onsdagen havde Stall Perlen solgt to heste. Det første afkom ud af den svenske Oaks-vinder Angel Love (Pivotal), en hingst efter Gleneagles, skiftede hænder til Martyn Meade for 31,000 euro, og siden blev en Night Of Thunder-søn solgt for 220,000 euro til Hong Kong Jockey Club.

Sidstnævnte blev købt af Stall Perlen gennem Peter og Ross Doyle for 150,000 euro på Goffs November Sale i fjor, og han viste sig altså at være et succesrigt pinhook.


Denne U S Navy Flag-datter blev købt for 100,000 euro af The JC Organization og går i træning hos Lennart J:r Reuterskiöld. Foto: Goffs.

Alice og John Weiste Christensens The JC Organization har på søndag en af favoritterne til Norsk Kriterium i U S Navy Flag-sønnen Stripesof Stars, og på andendagen af Goffs Orby Sale erhvervede ægteparret sig endnu et afkom efter Coolmores tredobbelte Gruppe-1-vinder.

Hammerslaget faldt på 100,000 euro for hoppen, lot 369, der er ud af Gruppe-3- og Listed-placerede Bunood (Sadler’s Wells) og halvsøster til fem vindere – heriblandt Listed-placerede Lanansaak (Zamindar).

Hoppen stammer fra samme moderlinje som den europæiske champion Shadayid og avlshingstene Mahsoob, Imtiyaz, Dumaani og Fath.

U S Navy Flag-datteren skal i træning hos Sveriges championtræner Lennart J:r Reuterskiöld på Jägersro.


Flemming Poulsen udvider træningslisten med denne søn af Exceed And Excel, der blev købt for 80,000 euro af Marianne Halberg. Foto: Goffs.

Også Flemming Poulsen sikrede sig et spændende hammerslag på lot 450, en brun hingst efter Exceed And Excel (Danehill), der blev sikret for 80,000 euro på vegne af Marianne Halberg.

Hingsten er andet afkom ud af ustartede Eye Witness (Adlerflug), som selv er søster til ikke mindre end fire tyske Black Type-vindere – heriblandt den tyske 2-årschampion Eagle Rise (Danehill) og Gerling Preis (Gr.2)-vinderen Eye Of The Tiger (Tiger Hill).

Mormoderen Evening Breeze (Surumu), der selv var Listed-vinder, er desuden søster til den Gruppe-1-vindende avlshingst Epalo, til Gruppe-2-vinderen Elopa og til Listed-vinderen Evening Storm.


Francisco Castro købte en halvbror til topsprinteren Ambiance. Foto: Goffs.

Onsdagens allerførste skandinavisk køb stod Francisco Castro for, da han for 32,000 euro købte lot 267, en brun hingst efter Expert Eye (Acclamation).

Hingsten er halvbror til den skandinaviske topsprinter Ambiance (Camacho) og til den Gruppe-3-vindende internationale avlshingst Heeraat (Dark Angel).

Åringens mor, ustartede Thawrah (Green Desert), er bl.a. halvsøster til Golden Jubilee Stakes (Gr.1)-vinderen Malhub (Kingmambo) og til Grade-3-vinderen Dhaamer (Dubai Destination).

”Hingsten er en meget smart og hurtig type, som er til salg indenfor stalden”, fortalte Francisco Castro efter hammerslaget.


Peaky Blinders Moment: Oscar Berneklint med sin onkel Lennart J:r Reuterskiöld på Goffs. Foto: FZA.

Goffs Orby Sale endte således med syv skandinaviske køb til mere end syv millioner kroner, samt fire salg til et godt stykke over fem millioner kroner.

Læs om de skandinaviske handler på førstedagen hér.

Auktionsugen i Kildare fortsætter både torsdag og fredag med Goffs Sportsman’s Sale.

Seneste artikler

Scroll to Top