Jockeyfænomenet Billy Loughnane

At runde 600 sejre som jockey er ikke usædvanligt, men at gøre det for en, der kun lige er fyldt 20 år, er sjældent – hvis nogensinde – sket tidligere. Det er Billy Loughnane, det handler om, og han er født i Irland i marts 2006, som søn af Clare og træner Mark Loughnane.

Billy Loughnane.

I 2011 flyttede familien til Staffordshire i England, og i 2017 oprettede faderen et træningscenter i Kidderminster, Worcestershire. Mark Loughnane er en træner på det mere jævne plan og er i skrivende stund noteret som nummer 87 på den britiske statistik med syv sejre i 167 starter.

Billy er selvfølgelig hans førstevalg og har sørget for fire af sejrene.

I skolen mødte Billy ofte op klædt som jockey. Ingen tvivl om, at drengen havde store ambitioner, og at hjertet bankede for en karriere som topjockey. Den drøm er allerede nu blevet opfyldt.

Billy tog allerede sin lærlingelicens som 16-årig og fik sin debut i oktober 2022. Den 28. november 2022 vandt han sit første løb på Wolverhampton på ryggen af faderens hest Swiss Rowe.

Siden er det kun gået én vej – og det er opad med raketfart. I 2023 blev Billy suveræn britisk lærlingechampion, og samlet nummer fire på den britiske statistik med 130 sejre.

I 2024 avancerede han til tredjepladsen på den samledes statistik med 162 sejre. Blandt sejrene var Gruppe 2-løbet Coventry Stakes på Royal Ascot med 2-årige Rashabar (Holy Roman Emperor), der vandt sit eneste løb i karrieren.

Det første britiske jockeychampionat fulgte efter i 2025, hvor Billy med 223 sejre endte langt foran Oisin Murphy med 183. Billy er dog også flittigt anvendt med hele 1.321 starter, svarende til næsten fire ridt pr. dag.



Den største sejr i 2025 kom imidlertid på kontinentet, hvor Billy i Tyskland vandt sit første Gruppe 1-løb, Grosser Preis von Bayern, med Godolphins Rebel’s Romance (Dubawi), der trænes af Charlie Appleby i Newmarket.

Fornylig rundede Billy så de 600 sejre, og han er nu noteret for 605 vindere alene på britiske baner. Han er klart i spidsen for den britiske statistik med 83 sejre, 20 foran Oisin Murphy.

Den første klassiske sejr kom i hus i maj, da han vandt Newmarkets 2000 Guineas (Gr.1) med Bow Echo (Night of Thunder).

I det irske 2000 Guineas forleden blev han nummer to med Distant Storm (Night of Thunder), der ligesom Rebel’s Romance var sadlet af Charlie Appleby.

Der er Derbymeeting i England den kommende weekend, og Billy er foreløbig valgt til Sunway (Galiway) i Gruppe 1-løbet Coronation Cup for den ældre elite.

Den 6-årige vallak tillægges dog ikke de store chancer og giver 100 i odds ved bookmakerne.

De færreste har valgt jockeys til Epsom Derby lørdag, og Oaks fredag, men mon ikke vi får Billy Loughnane at se i begge løb.


Seneste artikler

Scroll to Top