fbpx

Frankie vandt sit sidste Oaks på Epsom – Kevin vandt Betfred Handicap og Surrey Stakes

Frankie Dettoris “Farewell Tour” foregår som noget nær en drøm for hovedpersonen. Fredag eftermiddag sejrede italieneren i både Coronation Cup (Gr.1) med Emily Upjohn og i Betfred Oaks (Gr.1) med Soul Sister. Kevin Stott sluttede på fjerdepladsen i Oaks og vandt desuden to storløb på Epsom.



Frankie var næstfavorit i Betfred Oaks (Gr.1) på ryggen af John og Thady Gosdens Frankel-datter Soul Sister. Det lykkedes ham, at besejre Ryan Moore i bøjlerne på Aidan O’Briens storfavorit Savethelastdance (Galileo), som akkurat holdt Caernarfon (Cityscape) fra andenpladsen.

Som fjerde fulgte Kevin Stott på ryggen af Richard Hannons Maman Joon (Sea The Stars), mens William Buick måtte nøjes med syvendepladsen i sadlen på Charlie Applebys Eternal Hope (Teofilo).

Frankie Dettori havde sammen med John og Thady Gosden tidligere på dagen også vundet Coronation Cup (Gr.1) med den 4-årige superhoppe Emily Upjohn (Sea The Stars), som med små to længder henviste Derbyvinderen Westover (Frankel) til andenpladsen. Derefter var der langt ned til Point Lonsdale (Australia) på tredjepladsen.

I opgøret lige efter Oaks (Gr.1) var Kevin Stott næstfavorit i bøjlerne på Roger Varian-trænede Olivia Maralda (Kodiac) i det 1400 meter lange Surrey Stakes (L).

Hoppen vandt til slut ganske sikkert med små tre længder foran Holguin (Havana Grey) og Streets Of Gold (Havana Gold) til en førstepræmie på lidt mere end 42,000 pund.

Kevin var både fjerde i Oaks og vinder af Surrey Stakes for sin arbejdsgiver Amo Racing, og lørdag gælder det Epsom Derby (Gr.1) med King Of Steel (Wootton Bassett).

Tidligere på dagen vandt Kevin også det veldoterede Betfred Handicap med George Boughey-trænede Cadillac (Lope de Vega) til en førstepræmie på 50,960 pund.

Kevin Stott er i gang med en ren jubelsæson på de engelske baner. Under fredagens Oaks-meeting på Epsom vandt han både Betfred Handicap og Surrey Stakes (L) og sluttede på fjerdepladsen i Betfred Oaks (Gr.1).
Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top