Pernilla Nilsson tog den 2. februar imod stutteriet i Krylbos første føl i 2024, da Night Of Thunder-datteren Snowqueen Torkdahl nedkom med en fuks hoppe efter Appel Au Maitre. “En frisk og glad pige”, fortæller Pernilla til GalopSport.
Hoppeføllet er andet afkom ud af veltrukne Snowqueen Torkdahl, som grundet en skade kun nåede til start en enkelt gang for Bent Olsen på Klampenborg.
Pernilla opdrættede selv Snowqueen Torkdahl og fik mulighed for at handle hende tilbage efter løbskarrieren, og hun nåede akkurat at få bedækken hoppen i Danmark som 4-årig, inden turen gik hjem til Sverige.
Snowqueen Torkdahl kom i fol ved Juniper Tree (Galileo) og fik i fjor et hoppeføl, som allerede nu er navngivet Dramaqueen Torkdahl.
Snowqueen Torkdahl er selv ud af den tredobbelte vinder Haalan (Sir Percy), som bl.a. også var femte gennem mål i Grosser Preis von Rossman (L) i Hannover og opnåede et omregnet skandinavisk handicap på 86.
Udover Snowqueen Torkdahl er Haalan bl.a. mor til 3-årige Hilo (Mustajeeb), som i Patrick Wahls træning aflagde sin maidentitel over 1200 meter på Bro Park i oktober. Forinden havde han bl.a. været tredje i SM för 2-åriga bag Nimitz (U S Navy Flag) og Loretta (Mustajeeb).
Og altid velforberedte Pernilla Nilsson har allerede sæsonens bedækningsplaner klar.
“Snowqueen Torkdahl skal for tredje gang i træk bedækkes i Danmark, og i år er hun booket ind til War Front-sønnen Courage Under Fire på York Stutteri”.
“Også min irske import Levanto skal til Courage Under Fire. Hun har et hingstføl fra i fjor efter Lucky Vega og er nu drægtig med Appel Au Maitre“, afslutter Pernilla.