Espen Hill, Nimitz og Strike Ten blev SM-vindere 2025

Mr Ascot Vinterfavoriternas Pris var søndagens klare hovedbegivenhed på Bro Park, men der blev desuden redet fem øvrige storløb i Stockholm – inklusive tre udgaver af de svenskopdrættede hestes mesterskaber.



I SM Classic over 2100 meter græs vandt Madeleine Smith for fjerde gang siden 2020 i bøjlerne på sin egentrænede Espen Hill (Helsinki), som ganske enkelt trak sine konkurrenter i sænk med et stærkt udgangstempo, som ingen kunne hamle op med.


Espen Hill på vej mod sin fjerde sejr i SM Classic. Foto: Elina Westrin / Svensk Galopp.

9-årige Espen Hill vandt let med tre længder foran Disraeli (Barocci) og Falkor (Barocci), og han sikrede sig 125.000 svenske kronor til kontoen.

Espen Hill har nu vundet 18 gange i 40 starter og indløbet næsten 4,3 millioner til Ozack AB. Han er opdrættet af Katarina Jacobson.


Madeleine Smith og Espen Hill efter triumfen i SM Classic. Foto: Elina Westrin / Svensk Galopp.


I SM Sprinters levede Henrik Engblom-trænede Nimitz (U S Navy Flag) op til favoritværdigheden, og i hænderne på Carlos Lopez sejrede han sikkert med en længdes afstand til Julian McLarens duo Essential (Mustajeeb) og Johnny B (Mustajeeb).

Også hér var der 125.000 til den vindende ejer Torgny Karlsson, og Nimitz er opdrættet af Stall Sigfrifsson.


Nimitz og Carlos Lopez vinder SM Sprinters. Foto: Elina Westrin / Svensk Galopp.


I SM för 2-åriga Hästar over 1200 meter fik Jan-Erik Neuroths Strike Ten (Alson) endelig sin karrieres første sejr, da han under Oliver Wilson akkurat indfangede Nicolaj Stott i bøjlerne på Patrick Wahl-trænede King Cooper (Lucky Vega).

Strike Ten kom med fire andenpladser i lige så mange starter, og med søndagens triumf sikrede han sig 175.000 svenske kronor til Stall Strike.

Strike Ten, som er opdrættet af Eva C S Pettersson, er nu også nået et godt stykke over en halv million svenske kronor i samlet præmiesum.


Oliver Wilson fik akkurat presset Strike Ten foran indvendige King Cooper og udvendige Plattan I Mattan i SM för 2-åriga Hästar. Foto: Elina Westrin / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top