Stall Perlens 2-årige Take Me On imponerede stort i Deauville

Bente og Magne Jordanger har sammen med trænerparret Pia og Joakim Brandt muligvis en brandvarm klassisk kandidat i 2-årige Take Me On. Onsdag debuterede Lope De Vega-sønnen med en imponerende opvisning over 1600 meter græs i Deauville.


Stall Perlens Take Me On vinder overlegent med fem længder i Deauville. Foto: France Galop.

Hingsten lignede undervejs ikke nogen oplagt vinder, idet han nærmest pullede armene af Mickael Barzalona. Parret fortsatte den rodede indledning indtil svinget, hvor Barzalona valgte at trække et par spor ud i banen og slippe Take Me On.

Herfra tog det ikke mange galopspring før han havde galopperet sig i front, og derefter trak han den ene længde efter den anden fra resten af feltet.

Midtvejs i opløbet førte han med op mod 10 længder, og Barzalona kunne det sidste stykke af vejen sidde bomstille og nyde den resterende rejse.

Andre Fabre og Werthermers Frankel-søn Rumoriste afsluttede bedst af de øvrige og nåede akkurat andenpladsen foran Dennis The Menace (Zoustar) – men på fem længders afstand af den suveræne norskejede vinder.

Take Me On fik €22,850 for sejren i Prix de Saint-Desir, og ligner nu et oplagt emne til større opgaver i 2026. Måske endda en klassisk kampagne mod det franske 2000 Guineas og Derby.

Han blev købt for €430,000 tilbage i maj på Arqanas Breeze Up Sale i Deauville og er ud af den femdobbelte vinder Mrs Bouquet (Toronado), der selv er halvsøster til den franske Listed-vinder Stormbringer (Dutch Art).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top