Finn Blichfeldt vandt mandag eftermiddag både som ejer og opdrætter i Frankrig, da hans 3-årige Romanised-søn Tonnant var først over stregen i det 1900 meter lange Prix du Palio de Chantilly. Tonnant, som her vandt for anden gang i træk, er meldt i årets udgave af Svenskt Derby på Jägersro.

Tonnant trænes af Pia og Joakim Brandt og blev redet til sejr af Maxime Guyon, som havde sin hest placeret i den bageste del af feltet størstedelen af vejen. Da feltet ramte opløbet, blev Tonnant trukket ud til angreb, og herfra passerede parret samtlige foranliggende konkurrenter.
Opgøret var et handicap, hvor Tonnant var ude efter en fransk valeur på 40, svarende til 84 i skandinavisk handicap. Det er meget muligt, at hingsten nu nærmer sig et omregnet skandinavisk tal omkring 90, og med tanke på Finn Blichfeldts /Mr Ascots mangeårige drøm om at vinde Svenskt Derby, skal der nok holdes et vågent øje med Tonnant de kommende måneder.
Førstepræmien i Prix du Palio de Chantilly var €46,200 værd for Blichfeldt, som også selv er opdrætter af vinderen.

























