Lidt mere end tre år efter at have sadlet sin seneste starthest ved udgangen af 2017, er den tredobbelte Derbyvinder Fredrik Reuterskiöld tilbage på Jägersro i en ny stald med 14 bokse.
“Jeg har netop fået udstedt min licens i dag”, fortæller han torsdag aften.
“Jeg har overtaget Jessica Longs tidligere stald og genoptager nu trænergerningen sammen med min hustru Lisa. Det bliver i en noget mindre skala end tidligere, men fortsat med højt fokus på kvalitet og satsning på ungheste, og i første omgang håber jeg på, at finde Breeze Up-kunder”.
Fredrik Reuterskiöld er hidtil noteret for 558 sejre og tæt på 74 millioner svenske præmiekroner.
Tre gange har han triumferet i sin hjemmebanes største begivenhed, Svenskt Derby, med henholdsvis Zenato, Mad Dog Slew og Swing That Cat.