fbpx

Lone Kaj-Nielsen er gået bort

Klampenborg Galopbane og dansk galopsport har mistet én af sine største personligheder. Lone Kaj-Nielsen er gået bort, mindre end seks uger efter hun havde en af sit 87 år lange livs største oplevelser med Brigadiers triumf i Dansk Derby.


Elione Chaves og Lone Kaj-Nielsen med æreskransen efter Dansk Derby den 3. august 2024. Foto: Burt Seeger.

Lone havde en nær tilknytning til Klampenborg Galopbane siden 11-årsalderen. Hun voksede op i ‘Krathuskvarteret’ lige overfor banen, lærte at ride på Matsons Rideskole og begyndte som 15-årig at ride ud for træner Harry Stummann.

Som 24-årig giftede Lone, hvis ungpigenavn var Ingemann, sig med Kaj Nielsen, og de næste 20 år red de jagter sammen, hvilket også betød, at galopsporten endte lidt i baggrunden.

I 1987 dukkede Lone dog op på den danske åringsauktion og købte to heste, Spencer Gala og Ekita, og de endte med at gå i træning hos Inge Mette Dejgaard og Gert Hansen i Dominostalden.

Valget var ikke svært at træffe, for Lone og Gert havde kendt hinanden siden de begge var i 20’erne.

Også det nære forhold til Jette og Søren Hjorth Jensen og resten af familien på Stutteri Hjortebo kom til at betyde uendeligt meget for Lone, og i Klaus Bustrups artikel fra maj måned i år, brænder disse relationer særligt igennem.

En række år senere blev Bent Olsen også en stor del af Lone Kaj-Nielsens tilværelse.

Samarbejdet udviklede sig op igennem 00’erne og bragte så lang en række stjerner, at kun de allerstørste kan nævnes her: Gruppe-3-vinderne Brownie og Learn By Heart, Listed-vinderne Falconet, Reventon og Jubilance. Og så naturligvis de tre Derbyvindere, Master Kid, Red Cactus og Brigadier.

Lone Kaj-Nielsen omgivet af en række af sine allernærmeste i tilværelsen: Familien Hjorth Jensen og Bent Olsen. Foto: Burt Seeger.

Det er mindre end to måneder siden, at sidstnævnte strøg til tops i Dansk Derby. Uden tvivl var det én af livets største glæder for Lone, da hun til det tusindtals store publikums hyldest og vilde jubel nåede frem til vindercirklen, og i vanlig stil tog Bent Olsen under armen.

Lone tog det hele til sig, hun nød hvert et sekund på denne fantastiske sommeraften – blot et stenkast fra sit barndomshjem på den anden side af Klampenborgvej.

Det var en eventyrlig konklusion på et liv vel levet, og hvor må vi allesammen glædes over, at Lone nåede at få dette med sig.

Klampenborgs ‘Grand Old Lady’ er ikke længere iblandt os, men minderne vil aldrig gå tabt.

Hvil i fred, kære Lone – og tak for alt.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top