fbpx

Castro-debutant holdt hjem under Engla Tunmar

Francisco Castro var onsdag Mr 100% på Jägersro, da han både vandt med 3-årige Wasp og 2-årige Marion. Sidstnævnte, som debuterede direkte med sejr i dagens 2-årsløb, er halvsøster til Castro-staldens syvdobbelte vinder Civilon.



Marion (Jimmy Mack) blev redet til sejr af lærling Engla Tunmar, som akkurat formåede at afholde Elione Chaves fra at tage sin fjerde dagssejr i bøjlerne på Fredrik Reuterskiölds favorit Bentley BF (U S Navy Flag).

Sidenhen blev der 12 længders afstand til Bent Olsen-trænede Next Target (Harry Angel) på tredjepladsen.

Marion ejes akkurat som sin ældre storebror Civilon (Hallucinate) af Stall Liljetorp, og hun er opdrættet af Ulf Henriksson.

Den tætte opløbskamp mellem Marion (gul) og Bentley BF. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Udover Civilon er hoppen halvsøster til den nidobbelte vinder The Gurka (Swing That Cat) og til den placerede Hallucinate-datter Zenya, hvilket drager en parallel til næste fredags Scandinavian Open Yearling Sale på York Stutteri, hvor Lars Christensson både fremstiller en halvsøster til Marion og det første afkom ud af netop Zenya.

Begge hoppeåringer er efter den chilenskopdrættede avlshingst White Soxs (Red Rocks), som med få chancer i den svenske avl indtil videre har produceret ni vindere.

Ulf Henriksson og Francisco Castro med 2-årsvinderen Marion. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Marion har ikke nogen storløbsopgaver på programmet i denne sæson, men til næste år satser vi på Breeders’-serien med hende”, sagde Francisco Castro, som forinden også havde vundet med sin egen-ejede Wasp (Profitable).

Wasp blev redet til sejr af Elione Chaves, som havde en ny, flyvende dag i sadlen på Jägersro.

Udover Wasp vandt Chaves også med Rikke Bonde-trænede Ironman Carlras (Hurricane Red) og Bent Olsen-trænede King Of (Footstepsinthesand), mens det blev til to andenpladser med Hans-Inge Larsens Spoonful Of Sugar (Exceed And Excel) bag Oscar Berneklints Relentless Flyer (U S Navy Flag), som Rebecca Stålhandske red først over stregen, og i førnævnte 2-årsløb med Bentley BF.

Rikke Bonde og Lise Vest tager imod Ironman Carlras og Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Onsdagens Guldhandicap blev en ny triumf for ejer/træner Tord Nilsson og amatørrytter Hanna Nimåker, som på Oaks-dagen i Klampenborg vandt Skandinavisk Ladies Cup med Great Green Rose (Dandy Man).

Denne gang sejrede de med Jägersros stjernesprinter Kinsman (Exceed And Excel), som med 69 kilo på ryggen slog Peter Jardbys Firebomb (Swiss Spirit) og Maria Westmans Thatsthefinest (Camacho) med tre længder.

Kinsman og Hanna Nimåker. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

I dagens amatørløb førte Hanna Nimåker også til sidste galopspring på ryggen af Nathalie Johnssons Des Pa Cito (Mutajally), men blev på stregen fanget af Yasmine Nilsson i bøjlerne på Anki Svedberg-Karlssons Celebrate Me (Excelebration).

Nathalie Johnsson red selv sin egentrænede- og -ejede My Name Is Alice (Nova) ind som tredje.

Det afsluttende opgør var forbeholdt fuldblodsaraberhestene og endte med en double til Maria Hagman-Eriksson gennem Kappucino (Nizam) med Maikel Narvaez Bravo og Paddys Way (Paddys Day) med Engla Tunmar.

Yasmine Nilsson får akkurat bjerget Celebrate Me først over stregen foran længe førende Des Pa Cito med Hanna Nimåker. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top