Med et vindende bud på 650.000 kroner sikrede norske Cathrine Erichsen sig for andet år i træk den dyreste åring på Scandinavian Open Yearling Sale. Cathrine købte på vegne af sin norske kunde Kjell Andenaes lot 106, helbroderen til årets danske Derbyvinder Brigadier.
Naturligvis blev der rift om den Stutteri Hjortebo-fremstillede brune hingst, som er efter Mill Reef Stakes (Gr.2)-vinderen Moohaajim (Cape Cross) og ud af Philomatheia-datteren Queens.
Buddene kom fra flere placeringer omkring ringen, men Erichsen og Andenaes gav aldrig op og fik det endelige bud, som blot var 10.000 kroner under den stående skandinaviske auktionsrekord.
Tidligere på dagen havde Stutteri Hjortebo solgt en anden helbror til en Derbyvinder, lot 13, en brun Appel Au Maitre-helbror til Sveriges og Norges Derbyvinder Schamyl.
Denne hingst blev købt af Thomas og Flemming Velin for 520.000 kroner – nøjagtig samme pris, som familien Velin senere gav for Stall Sigfridssons brune vallak Daylight, som var auktionens eneste fremstillede hest efter Coolmores Breeders’-anmeldte superstjerne Gleneagles (Galileo).
Et opsigtsvækkende køb for en halv million kroner stod kredsen som ejer Klampenborg Galopbane for.
Wibecke Nagell-Erichsen, Nils Petter Gill, Kolbjørn Selmer og Carsten Baagøe stod sammen omkring træner Kajsa Lindsjö, som efterfølgende underskrev købsaftalen på lot 71, Long Racings Lope Y Fernandez-halvsøster til den danske Derby- og St. Leger-vinder Ready Teddy (Maxios).
Og Kajsa kunne i samme ombæring afsløre, at hun fra næste år bliver træner på Klampenborg og overtager den stald, som Niels Petersen i første omgang flyttede ind i under Corona-pandemien, og hvorfra han vandt Klampenborgs trænerchampionat.
Den foreløbige resultatliste fra Dansk Galop viser, at 60 af de 124 fremstillede åringer blev solgt for en samlet omsætning på 7.435.000 kroner.
Det giver en gennemsnitspris for de solgte heste på 123.917 kroner og en clearance rate på 48%.
Bemærk, at disse tal kan ændre sig i tiden fremover, da handler foretaget efter auktionen fortsat skal registreres igennem Dansk Galop for, at de pågældende åringer kan deltage i de to skandinaviske auktionsløb i 2025.
Flere reaktioner og fotos fra årets Scandinavien Open Yearling Sale følger.