fbpx

Breeders’ Trophy Classic: Schamyl med hoved foran Triple Treat

2024-udgaven af millionopgøret Breeders’ Trophy Classic endte med en double til Stutteri Hjortebo, men ikke efter den ellers forventede opløbsduel mellem Derbyvinderne Schamyl og Brigadier. I stedet blev det Larch-vinderen Triple Treat, som gav den svenske og norske Derbytriumfator kamp til stregen.



Schamyl var ude over milerdistancen for første gang siden han vandt Voterlöpning i juni, og Appel Au Maitre-sønnen indledte opgøret i den bageste del af feltet.

Den fukse vallak indledte sit avancement i begyndelsen af opløbssvinget, og da Sandro De Paiva smart fandt en indvendig passage, kunne Schamyl allerede i toppen af opløbet skyde frem til front.

Udvendigt lurede både Patrick Wahl-trænede Hilo (Mustajeeb), Bent Olsens Brigadier (Moohaajim) og Niels Petersens Triple Treat (Giant Sandman), og det blev sidstnævnte, som fik presset Schamyl helt til det sidste galopspring.

Schamyl (th) vinder Breeders’ Trophy Classic foran Triple Treat. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Efter en opløbskamp, som var lige så spændende og tæt som da Slava Ukraini (Moohaajim) i fjor akkurat fangede Maxmartin (Barocci), kunne Schamyl udråbes som vinder foran Triple Treat.

Små fire længder bag de to forreste landede Hilo foran Essential (Mustajeeb), My Fortune (Appel Au Maitre), Brigadier (Moohaajim) og Chappel (Appel Au Maitre), der alle fik penge med hjem fra Bro Park.

Kari Petterøe fik den største præmie på 769.314 svenske kronor, og Jan-Erik Neuroths eminente triumftog fik bare lov til at fortsætte.

Schamyl besejrer akkurat Triple Treat i Breeders’ Trophy Classic. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Det samme må naturligvis konstateres om Stutteri Hjortebo, hvis opdræt tog sig af fem af løbets syv præmier til en sammenlagt værdi af godt 1,3 millioner kronor. Det efterlod kun omkring en kvart million til de øvrige.

Schamyl, som i år nu har vundet Voterlöpning, Svenskt Derby, Norsk Derby og Breeders’ Trophy Classic, er også meget tæt på at runde 3,7 millioner i samlet præmiesum efter karrierens 10 første starter. Det er over en million mere, end hvad både hans mor, Whistler (Academy Award) og mormor Wings Of A Dove (Hernando) vandt tilsammen – og de var vel at mærke også flerdobbelte storløbsvindere og blandt Skandinaviens bedste hopper.

Schamyl og Sandro De Paiva efter sejren i Breeders’ Trophy Classic. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.


Jan-Erik Neuroth og Sandro De Paiva tog sig også af Breeders’ Trophy Classic Consolation med Stall Perlens Appelino (Sea The Moon), som i sin første start han vandt Vinterfavoriternas Pris på Bro Park i fjor, nedkæmpede Julian McLarens Johnny B (Mustajeeb) med kort hoved.

Appelino tjente 100.000 kronor i sit længe ventede comeback, og hér bliver det faktisk lidt i familien i forhold til Schamyl, idet Appelino er første afkom ud af Breeders’- og Listed-vinderen Appelina (Appel Au Maitre), som selv er halvsøster til Schamyls mor, Whistler.

Appelino nedkæmper Johnny B i Breeders’ Trophy Classic Consolation. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top