Annike Bye Hansen-trænede Takeko var i søndags titelforsvarer i Lanwades Stud Stakes (L) på Bro Park, og starten blev hoppens sidste i en flot løbskarriere, som indbragte fem sejre og mere end 1,5 millioner norske kroner på præmiekontoen. “Hun kunne sagtens tage en sæson mere, men jeg føler det er det rigtige tidspunkt at sende hende videre i avlen”, fortæller Annike til GalopSport.
Takeko (Mehmas) kostede £30,000 som åring i Doncaster og nåede at starte seks gange som 2-årig for Henry de Bromhead på de irske baner.
Mod slutningen af 2-årssæsonen blev hun opsnappet for 12,000 guineas i Newmarket af Walter Buick, og hun indledte det følgende forår en fin 3-årskampagne for Annike Bye Hansen på Øvrevoll. Det blev til tre sejre i løbet af den klassiske sæson, og på den norske Derbydag mødte hun de bedste ældre milerhopper i Lanwades Stud Stakes (L) og sluttede som tredje bag Ascot Brass (Juniper Tree) og Careless Whisper (Barocci).
Som 4-årig viste hun også sit værd på dirt track ved at besejre Thunderey (Night Of Thunder) i Margareta Wettermarks Minneslöpning på den svenske Derbydag, og præstationen blev fulgt op med andenpladser i Lanwades Stud Stakes (L) bag Iron Butterfly (Swipe) og i Stockholm Fillies & Mares bag Go On Carlras (Harzand).
I det hele taget var Takeko gennem hele sin løbskarriere stabiliteten selv, og i sine 27 starter rundt omkring i Skandinavien var hun kun udenfor præmierækken en enkelt gang, da hun blev forsøgt over 1370 meter på Øvrevoll.
Den helt store forløsning kom i fjor, da hun på Stockholm Cup-dagen vandt Lanwades Stud Stakes (L) med Frankie Dettori i bøjlerne.
“Det var en vigtig sejr for hende. Det gav selvfølgelig internationale overskrifter fordi Frankie red hende, men også fordi hun blev Listed-vinder. Det vil alt andet lige få betydning for hendes værdi som avlshoppe. Den gode afstamning havde hun jo i forvejen”, siger Annike.
Og Annike har ret i, at Takeko har en god afstamning. Hendes far, Mehmas (Acclamation), har fløjet gennem rækkerne som avlshingst i Irland og gik fra at koste €7,500 i sin første bedækningssæson til i fjor at kulminere på €60,000.
Så sent som i søndags sejrede hans søn Scorthy Champ i Irish National Stakes (Gr.1) på The Curragh, og to dage forinden var han far til første- og tredjehestene gennem mål i Flying Childers Stakes (Gr.2) i Doncaster – Aesterius og Magnum Force.
Takeko er ud af den ustartede Elusive Quality-hoppe Ahd, som hidtil har produceret fem vindere ud af lige så mange afkom. Også Takekos to år ældre halvbror, Hot Team (Zoffany), er Listed-vinder i Frankrig.
Mormoderen Abby Road (Danehill) vandt bl.a. St Hugh’s Stakes (L) på Newbury, og udover at være mormor til Stakes-vinderen Reckoning Force, er hun søster til to Gruppe-3-vindere og ud af en vindende halvsøster til den amerikanske Grade-1-vinder og championavlshingst Unbridled’s Song.
“Vi har bestemt os for, i første omgang, at udbyde Takeko til salg indenfor Skandinavien for at se, om der er nogen der vil satse på en hoppe med hendes kvaliteter, afstamning og meritter i vores avl herhjemme. Og hvis ikke, så har der allerede fra i fjor været vist interesse for hende i England og Irland, og så bliver det nok den vej vi går med hende”, afslutter Annike Bye Hansen.
Herunder kan Takekos Listed-triumf i Lanwades Stud Stakes (L) sammen med Frankie Dettori genopleves: