Det hører til de absolutte sjældenheder, at afstanden mellem første- og andenhesten i mål over 1600 meter dirt track lyder på 30 længder. Det var ikke desto mindre tilfældet torsdag aften på Øvrevoll, da den 3-årige hoppe Medaglia viste sig helt suveræn i sit livs fjerde start.
Medaglia (Ribchester), som trænes af Niels Petersen og blev redet af Carlos Lopez, lagde allerede afstand til det øvrige felt rundt opløbssvinget, men det var især ned gennem den lige strækning på Øvrevolls sandbane, at hun for alvor øgede føringen.
Lopez kunne afstoppet ride hoppen over målstregen, og først mere end fem sekunder senere kom Rocks Giant (Grand Sandman) ind som nummer to med en hals foran sin staldveninde Emmeline (Evasive).
Medaglia er opdrættet på Rävdansens Stuteri i Sverige og ejes af Stall Sidsel og Steinar. Hun er første skandinaviskopdrættede afkom ud af den ustartede Medaglia d’Oro-datter Estidraaj.
Estidraaj er i forvejen mor til den firedobbelte vinder Makeen (Dubawi), og hun er selv ud af den dobbelte Grade-2-vinder Bsharpsonata (Pulpit).
Niels Petersen og Carlos Lopez havde tidligere på aftenen vundet med den 2-årige debutant Be Curious (U S Navy Flag), som førte hele vejen over 1370 meter græs og vandt med halvanden længde foran Jan-Erik Neuroths Katsumoto (Le Havre) og Cathrine Erichsens danskopdrættede Lettfeti (Study Of Man), som er første afkom ud af den tidligere championhoppe Seaside Song (Harbour Watch).
Carlos Lopez tog endnu en Øvrevoll-sejr i jagten på en tilbageerobring af jockeychampionatet, da han i Norsk Galopp Cup vandt med Pål Jørgen Nordbye-trænede Queen Of Hearts (Pistachio).