fbpx

York Stutteri: Hingst ud af Seaside Song, hoppe ud af First Spirit

Et travlt folingsdøgn på York Stutteri bød på to nye ankomster søndag og mandag. Først folede Breeding & Racings championhoppe Seaside Song, og 22 timer senere fulgte The JC Organizations First Spirit efter.


Seaside Song med sit hingstføl efter Study Of Man. Foto: York Stutteri.

Seaside Song blev i fjor købt til Danmark for 25,000 guineas på Tattersalls July Sale i Newmarket, hvor hun entrede salgsringen i fol ved Lanwades Studs franske Derbyvinder Study Of Man (Deep Impact).

Seaside Song var som 2- og 3-årig i træning hos Lars Kelp på Bro Park, for hvem hun bl.a. vandt Lanwades Stud Stakes (L).

Desuden var hun anden bag Icecapada (Mastercraftsman) i Bloomers’ Vase (L) og i Norsk 1000 Guineas bag den senere Derbyvinder High As A Kite (Manduro).


Seaside Song/Carlos Lopez vinder Lanwades Stud Stakes (L). Foto: Elina Björklund./ Svensk Galopp.
Seaside Song/Carlos Lopez vinder Lanwades Stud Stakes (L). Foto: Elina Björklund./ Svensk Galopp.

Som 4-årig blev Seaside Song sendt i træning hos Pia Brandt i Chantilly, men vendte siden tilbage til Lars Kelp og sluttede anden i Swedish Open Mile (L) og tredje i Polar Cup (Gr.3).

Som 5-årig skiftede hoppen atter træner – denne gang faldt valget på Cathrine Erichsen på Øvrevoll, og dette samarbejde gav bl.a. to sejre på stribe i Fam. E. Nagell-Erichsens Hoppeløp (L) og triumf i Lanwades Stud Stakes (L).

Seaside Song er ud af den vindende Singspiel-datter Sea Chorus, der selv er halvsøster til den firedobbelte Gruppe-1-vinder og flerdobbelte tyske champion-avlshingst Soldier Hollow (In The Wings).

Hoppen ejes af samme syndikat som står bag York Stutteris avlshingst Juniper Tree (Galileo), og det er derfor allerede nu ganske givet hvem hendes næste partner på stutteriet bliver.


Hoppeføllet efter Juniper Tree ud af First Spirit. Foto: York Stutteri.

Et lille døgn efter Seaside Songs nedkomst fulgte 7-årige First Spirit (First Defense) trop, og for tredje gang på stribe folede hun en hoppe, som dermed er halvsøster til 3-årige og hidtil ustartede Zymphony (Zoffany), der trænes af Niels Petersen på Øvrevoll.

Hoppeføllets far er Juniper Tree, som First Spirit allerede på forhånd var booket ind til bedækning hos igen.

The JC Organization købte First Spirit for 80,000 euro på Goffs February Sale i 2019.

Hun er opdrættet af Prince Khalid Abdullahs Juddmonte Farms og ud af Prix de la Calonne (L)-vinderen Choice Spirit (Danzig), der selv er halvsøster til én af Juddmontes største stjerner – den dobbelte europæiske champion, femdobbelte Gruppe-1-vinder og senere Champion-avlshingst Zafonic (Gone West).


First Spirit (First Defence - Choice Spirit v. Danzig) blev købt for 80,000 euro af danske The JC Organization. Hun er i fol ved Coolmores Zoffany. Foto: Goffs.
First Spirit (First Defence – Choice Spirit v. Danzig) blev købt for 80,000 euro The JC Organization på Goffs February Sale i 2019. Foto: Goffs.

First Spirit er halvsøster til den vindende Gone West-datter Hachita, der i avlen bl.a. er mor til Prix Jean Romanet (Gr.1)-vinderen Announce (Selkirk) og Prix de la Grotte (Gr.3)-vinderen Mexican Gold (Medaglia d’Oro).

First Spirits far, First Defence (Unbridled’s Song), vandt blandt andet Forego Stakes (G1) på Saratoga for Prince Khalid og træner Bobby Frankel, og i 2020 fik han sin hidtil største stjerne på en væddeløbsbane som far til Juddmontes egen Phoenix Stakes (Gr.1)- og Irish 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Siskin.

Siskin indledte i øvrigt sin avlskarriere i fjor på Shadai Stallion Station i Japan til en bedækningspris på 3,5 millioner yen, svarende til lidt over 200.000 danske kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top