Søndag eftermiddag var Finn Blichfeldts 3-årige hingst Gusto tredje i det 1800 meter lange Gruppe-3-opgør Prix la Force på Longchamp. Zarak-sønnen, der trænes af Pia og Joakim Brandt og blev redet af Cristian Demuro, havde mindre end en halv længde frem til André Fabres vinder Segall.

Dertil var han blot et kort hoved fra andenpladsen, der blev indtaget af vinderens staldkammerat Zaraki (Zarak).
Det var blot Gustos fjerde karrierestart, og han kom fra en fjerdeplads i Listed-sammenhæng, efter at have vundet årets første start på Chantilly tilbage i januar.
Gusto opretholder fortsat engagement i det franske Derby, Prix du Jockey Club (Gr.1), som rides den 31. maj.

























