Stall Perlens Take Me On sæsondebuterer i Prix Djebel (Gr.3)

Tirsdag eftermiddag er der sæsondebut til Stall Perlens 3-årige Lope De Vega-søn Take Me On, som efter sin imponerende debutsejr i oktober, nu skal direkte ud og krydse klinger med en række klassiske kandidater i Prix Djebel (Gr.3) i Deauville.

Stall Perlens Take Me On ses herover vinde sin eneste start som 2-årig. Han sejrede med fem overlegne i hænderne på Mickael Barzalona i Deauville. Foto: Scoopdyga.

Take Me On trænes af Pia og Joakim Brandt og rides denne gang af Maxime Guyon, der er på jagt efter sin første sejr i det traditionsbundne opgør.

Det 1400 meter lange Prix Djebel (Gr.3) er et af de vigtige optaktsløb forud for det franske 2000 Guineas, Poule d’Essai des Poulains (Gr.1), som finder sted på Longchamp den 10. maj.

Tidligere vindere af netop dette opgør tæller senere avlshingste som Makfi, Style Vendome, Charm Spirit, Al Wukair og senest 2023-vinderen Good Guess.

Stall Perlen købte Take Me On for €430,000 for godt 11 måneder siden på Arqanas Breeze Up Sale i Deauville. Hingsten er ud af den femdobbelte vinder Mrs Bouquet (Toronado), en halvsøster til den franske Listed-vinder Stormbringer (Dutch Art).

Prix Djebel (Gr.3) rides kl. 15:40 tirsdag eftermiddag, og blandt konkurrenterne findes bl.a. Aga Khan Studs’ Samangan (Blue Point), som afsluttede 2-årssæsonen med at vinde både Prix Eclipse (Gr.3) og Criterium de Maisons-Laffitte (Gr.2).

I sidstnævnte opgør vandt Samangan med små tre længder foran en anden af Stall Perlens og Finn Blichfeldts yderst lovende klassiske kandidater i Frankrig, Street Show (Showcacing).

Se startlisten hér.

Seneste artikler

Scroll to Top