fbpx

Uhyggelig god sæsondebut af Lifeofbryan

Hvis ikke Lifeofbryan var blandt de varmeste navne til Dansk Derby forud for tirsdagens sæsondebut i Skandinavisk Mesterskap for 3-årige, så er han det i hvert fald nu, og hesten ser ud til at have alt dét der skal til for at blive Derbyvinder.


Stall Soma, Carlos Lopez og Lifeofbryan. Foto: Stall SOMA.
Stall Soma, Carlos Lopez og Lifeofbryan. Foto: Stall SOMA.

“Vi går efter alle tre Derbies i Skandinavien, men til at begynde med glæder vi os over denne sejr”, sagde en lykkelig Hallvard Soma efter triumfen kom i hus.

Lifeofbryan var sidste hest af biddet og Carlos Lopez sad stille til langt inde på den lige strækning, men alligevel klantrede chileneren efterfølgende sig selv for at være gået for tidligt. “Jeg var lidt for hurtig til at trykke på knappen”, sagde Lopez, som akkurat holdt Lifeofbryan foran fortræffelige Appelina og Jan-Erik Neuroth.

Både Lifeofbryan og Appelina er efter Stall Perlens Hjortebo-opstaldede succeshingst Appel Au Maitre, og begge deres mødre var skandinaviske champions.

Derby-vinderen Theatrical Award var dog noget helt særligt, for i modsætning til Wings Of A Dove blev hun sendt ud imod de bedste hingste og vallakker i Skandinaviens største opgør.

Og hun slog Appel Au Maitre med kort hoved i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3).

Theatrical Award vandt også både på dirt og græs – nøjagtig som Appel Au Maitre – og med disse to forældre bærer Lifeofbryan en skudsikker vest, hvad enten han forsøges på græsset i Klampenborg eller dirten i Malmö.

Tredjepladsen i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer tilfaldt Bent Olsens længe førende All Or Nothing/Jacob Johansen, der leverede endnu en stor indsats foran sæsondebuteren Marlborough/Per-Anders Gråberg og Marshall Runner/Rafael Schistl.

Førstepræmien var 100.000 kroner værd for Stall Litza, som nu har set Lifeofbryan vinde samtlige sine tre karrierestarter på Øvrevoll – heraf de to i storløbssammenhæng.

Skal Lifeofbryan testes i alle tre skandinaviske Derbies, bliver den svenske udgave den første. Dét løb rides om to måneders tid, og indtil da vil manges øjne være rettet imod Stall Somas superstjerne.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top